Bakspejlet peger fint fremad
Brugtbilforhandlerne indleder nyt branchepolitisk samarbejde og forventer fin omsætning i 2016, når afgiftsændringen i markedet er faldet til ro.
Året har været præget af generel stor aktivitet, medlemsantallet i vores lille forening er igen øget, og antallet af opgaver ligeså. Dagligdagen præges stadig af vores tætte dialog med medlemmerne, i form af et godt råd i en eller anden sag. Ofte ender rådføring med Karl-Ove i en løsning med kunden, det kan være et kompromis, men det kan også være, at anbefalingen er at holde fast og tage kampen op, også her støtter foreningen op.
Vores målsætning om en tæt, uformel dialog værner vi stadig meget om, da vi mener, at langt de fleste af vores medlemmer ønsker en tæt og hurtig dialog uden en masse mellemled og forklaring, og der er DBFU jo super gode.
For at styrke vore kompetencer arbejdet vi i skrivende stund på at indgå et samarbejde med Dansk Erhverv, et samarbejde kan for os betyde en større politisk indsigt, og en organisation i ryggen med bred politisk og personalejuridisk erfaring. Vi håber at få aftalen på plads inden længe, og glæder os til samarbejdet fremover.
I det forgangne år har vi langet lidt ud efter Ankenævn for Biler, og glæder os nu over at Erhvervs og vækstministeren faciliterede et møde med DBFU og ankenævnet. Her var det vores klare opfattelse at de emner, vi talte om, blev modtaget positivt, og vi betragtede alt i alt vores møde positivt, selvom det selvfølgelig var ærgerligt, at der skulle en minister-opfordring til at sætte mødet i stand.
Vi oplever i rigtig mange tilfælde at vore medlemmer siger: Vi betaler hellere lidt for meget for at slippe for en eventuel træls sag- Det kan vi som forening godt være stolte af, for så ved vi nemlig, at vores ønske om at repræsentere ”den pæne del af branchen” holder stik.
Slutningen af året er som altid muligheden for at reflektere over det forgangne, drage konklusioner på det gode og det knap så gode, budgettere for det kommende år og sætte nye mål.
Vi tror på, at 2016 også bliver et godt år for brugtbilsforretningerne. Der er stadig gode takter i markedet, og vi oplever en god søgning af kunder og håber naturligvis på, at vi om 12 måneder kan berette om endnu et godt år for branchen.
Omlægningen af afgifterne endte på 150 procent afgift og desværre ingen kompensation til bilforhandlerne. Set gennem vore briller er det gode selvfølgelig, at vi skal betale lidt mindre afgift på de biler, vi importerer, og at nogle kunder dermed kan få en bil i en klasse lidt højere end normalt, altså hvis det ikke lige var fordi, at afgiften på en brugt bil beregnes baglæns ud fra handelsprisen. Med en konstant handelspris stiger den afgiftpligtige værdi, det udligner til dels den lavere registreringsafgift sats. Sagt med andre ord; afgiftssatsen falder – men den betales af et højere grundlag, så det ender egentlig med, at vi sparer det, der svarer til anhængertrækkets pris. Det dårlige er, at vi kan komme til at opleve en periode med et lavere salg, indtil markedet har tilrettet sig, og kunder og forhandlere har indset, at den besparelse, vi får på afgiften på en ny og en brugt, kun er ganske lille, og priserne derfor ikke bør berøres særlig meget, når det kommer til biler mere end to år gamle. Lad os håbe, at det ikke tager særlig lang tid.
Fra DBFU skal lyde et rigtigt godt nytår, med de bedste ønsker for 2016.
Jeppe Ruby Laursen,
formand Dansk Bil Forhandler Union
Artiklen er en del af temaet Nytårsudtalelser.