Ny direktør i Dansk Bilglas
Dansk Bilglas A/S har per 1. marts ansat Thomas Harbo som adm. direktør.
Thomas Harbo har et bredt kendskab til autobranchen fra sine tidligere lederjobs. Han startede sit virke i autobranchen hos Michelin, hvor han har arbejdet med salg, marketing og uddannelse. I 1999 skiftede han til det daværende Hjulcentret Danmark, hvor han var ansvarlig for forandringsprocessen fra Hjulcentret til Euromaster, da Michelin overtog Viborg Gruppen og hermed også Hjulcentret i 2004.
Da Euromaster i 2008/2009 centraliserede de nordiske landes stabsfunktioner og overordnede ledelse i Sverige, skiftede Thomas Harbo til Bridgestone. Her var han som adm. direktør og senere nordisk salgsdirektør ansvarlig for salget - herunder til bilforhandlere og samarbejdet med leasingselskaber. I 2013 skiftede han til Genan i Viborg og arbejdede med nedbrydning og recycling af dæk.
Passer rigtigt godt ind
Bestyrelsesformand for Dansk Bilglas A/S, Morten Jensen, lægger vægt på Thomas Harbos baggrund, hvor han har arbejdet med B2B og B2C og ikke mindst hans erfaring fra arbejde med landsdækkende kæder.
- Jeg er helt sikker på, at Thomas Harbo med hans baggrund og indstilling vil passe rigtigt godt ind i firmaet, og at han sammen med de engagerede og loyale medarbejdere vil udbygge vores markedsposition yderligere, siger bestyrelsesformand Morten Jensen.
Et kolossalt momentum
- Jeg glæder mig utroligt meget til denne spændende opgave. Jeg har stor respekt for firmaets historie og grundværdier. Dette gælder ikke mindst den indsats og flid, der gør, at vi har den stærke og dominerende markedsposition, som det er tilfældet, men også at der eksisterer en meget stærk korpsånd og en fantastisk gnist i selskabet. Selvfølgelig kommer jeg med en række ideer, men vi har et stærkt og velfungerende team, som jeg vil sparre med, før vi sætter noget i søen, udtaler Thomas Harbo.
- Jeg vil i den første fase bruge tiden til at komme ind i alle firmaets aktiviteter, besøge vores afdelinger rundt om i landet og tale med alle medarbejderne - de har været stærkt medvirkende til at skabe den platform, vi har i dag. Jeg hæfter mig ved den fantastisk gode stemning, der er i huset og specielt ved sammensætningen af dygtige medarbejdere, der har været her i mange år og nytilkomne unge mennesker med masser af entusiasme - en meget stærk kombination, som giver masser af dynamik og et kolossalt momentum, tilføjer Thomas Harbo.
Thomas Harbo er 52 år gammel og bor mellem Silkeborg og Viborg. Han vil have sit daglige virke på firmaets domicil på Virkelyst 4 i Nørresundby. Han har tidligere boet i Aalborg og er født i Gistrup lige uden for Aalborg.
42 afdelinger
Dansk Bilglas blev grundlagt tilbage i 1964 af Olav Mølbjerg, som først kaldte virksomheden Nordjysk Autoglas. Han udvidede og ekspanderede i starten af 90’erne virksomheden, som nu hed Dansk Bilglas, og startede en afdeling i Ishøj på Sjælland. Siden er mere end 40 værksteder startet op og fordelt over hele landet. I dag tæller firmaet 42 afdelinger ifølge hjemmesiden.
Virksomhedens hovedsæde er endnu beliggende samme sted som i 1964, nemlig i Nørresundby i Nordjylland. Dog overlod Olav Mølbjerg efter 48 år på lederposten til en ny adm. direktør i 2012. Olav Mølbjerg har dog ifølge firmaets hjemmeside stadig sin daglige gang hos Dansk Bilglas i Nørresundby.