23948sdkhjf

Firmabiler rykker klasse op

Flere rykker en klasse op og opruster på sikkerhed, melder analyse fra LeasePlan.
FIRMABILER Flere firmabilbrugere rykker en klasse op, og bilerne får mere ekstraudstyr og sikkerhed. Samtidig vælger knap hver tredje automatgear, mens diesel stadig dominerer firmabilerne. Det viser en ny analyse af de mest populære firmabiler i 2016 fra LeasePlan Danmark.

Da regeringen i efteråret nedsatte bilafgifterne, blev det billigere for danskerne at have firmabil. Her fem måneder efter nedsættelsen har LeasePlan Danmark analyseret de mest populære firmabiler i 2016, og det viser især to tendenser:

Større fokus på sikkerheden

For det første vælger mange at bruge den ekstra besparelse på at få mere sikkerhed i bilerne:

- Der er kommet øget fokus på sikkerheden ude i virksomhederne og hos brugerne af firmabilerne. Flere vælger at udnytte den ekstra luft i budgettet til at opjustere sikkerheden i firmabilerne og vælge udstyr som aktiv fartpilot og bedre lys. Det er en rigtig positiv udvikling, da sikkerhed i bilerne er afgørende for arbejdsmiljøet og samtidig kan betyde besparelser i form af færre arbejdsskader og reparationer, siger Lars Eegholm, adm. direktør i LeasePlan Danmark, der administrerer mere end 28.000 biler for danske virksomheder og kommuner.

Flere rykker en klasse op

Den anden tendens er, at flere nu vælger at rykker en klasse op i firmabil:

- Allerede før afgiftsnedsættelserne så vi en tendens til, at flere firmabilbrugere var villige til at betale lidt ekstra for en bil. Den tendens har taget yderligere fart i årets første måneder, så endnu flere nu vælger biler i klassen over den, de kørte i før, siger Lars Eegholm.

Ifølge LeasePlan Danmark skyldes tendensen både, at der er kommet mere luft i budgetterne, men også at der er stor konkurrence mellem de forskellige producenter:

- Den øgede konkurrence i de øvre segmenter har betydet, at priserne reelt er faldet i de seneste år. De mest toneangivende spillere i segmentet har gradvist sænket deres beskatningspriser, og samtidig har de øget bilernes udstyrsniveau og motorydelser. Derfor har firmabilbrugere, der normalt ville lease en bil i segmentet under, nu fået mulighed for at få en premiumbil, forklarer Lars Eegholm.

Tre nye biler på Top 10-listen

Øverst på listen over populære firmabiler i 2016 er sidste års favorit Volkswagen Passat. Derefter kommer BMW 3-serie, som er sprunget op fra en niende plads sidste år, og Ford Mondeo. Allesammen velkendte firmabiler i det høje segment.

Desuden tæller listen hele tre nye modeller. Volkswagen Touran er kommet på listen som nummer 5, mens Ford Focus har listet sig ind som nummer 7 og Skoda Superb som nummer 10.


Toplisten for 2016 – de mest populære firmabiler


1. Volkswagen Passat (1)
2. BMW 3-serie (9)
3. Ford Mondeo (3)
4. Mercedes C-Klasse (2)
5. Volkswagen Touran (ny)
6. Skoda Octavia (5)
7. Ford Focus (ny)
8. Citroën Grand C4 Picasso (10)
9. Audi A6 (6)
10. Skoda Superb (ny)

Listen viser de mest valgte nye firmabiler hos LeasePlan Danmark fra 1. januar til 30. april 2016. Parentesen angiver, hvilken placering bilerne havde på listen i 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078