Nye kurser fra FTZ Akademi
Fokus på de mange mekanikere, der i dagligdagen udfører servicearbejde.
FTZ Akademi har de sidste 3–4 år gennemført mere end 25 hold autoteknikere, hvor fokus er på reparation og fejlfinding på højeste niveau.
Der er således mere end 300 frie værksteder, der på den måde er gearet til at håndtere nye og nyere biler på både reparations- og fejlfindingsniveau.
- Den næste store gruppe, akademiet nu retter søgelyset mod, er de mange mekanikere, der i dagligdagen udfører servicearbejde. Denne del fylder for det første den største del af værkstedsarbejdet, både indtjeningsmæssigt og timemæssigt. Og for det andet har servicemekanikeren været lidt overset med kurser og uddannelse, da det jo ikke er alle, der har behov for en teknikeruddannelse, og ikke alle mekanikere har et ønske om at deltage i uddannelsesforløb, der kræver eksamen som afslutning, forklarer Hans Erik Kristoffersen fra FTZ Akademi.
Servicetekniker
Den nye kursusrække, som har navnet ”servicetekniker” består af fire moduler a to dage.
- Kursusrækken er bygget således op, at modulerne kan tages enkeltvis og i vilkårlig rækkefølge, og på den måde kan værkstedet og mekanikeren vælge det indhold, der her og nu tilgodeser behovet, siger Hans Erik Kristoffersen.
Noget af det, der har været efterspurgt, har været emner som elektroniske servicebøger, nulstilling generelt, brug af egendiagnosen i forbindelse med service, TPMS og Drive Assist Systemer, regenerering, Add Blue og partikelfilter generelt samt brug af additiver generelt.
Derfor er disse emner indeholdt i kursusrækken, hvor de elektroniske servicebøger bliver grundig gennemgået allerede på første modul.
Har ramt et stort behov
- Kurserne har været tilgængelig på web-kataloget i nogle få dage, og vi kan allerede se en meget stor interessere fra værkstederne, idet tilmeldingerne strømmer ind, oplyser Hans Erik Kristoffersen og tilføjer:
- Der er således noget, der tyder på, at akademiet har ramt et stort behov, som jo også afspejler den store udvikling, der er sket på bilerne de seneste fem år, og som derfor har en vis betydning for den måde, et service udføres på og for det udstyr, der skal anvendes i forbindelse med at udføre service.
- Prisen på serviceeftersyn, og dermed tidsforbruget der er til rådighed, er konstant under pres, og derfor er det også bydende nødvendigt, at de mekanikere, der udfører arbejdet, har det fulde faglige overblik over det at servicere og ikke mindst dokumentere et udført service, således at kunden kan være tryg ved det arbejde, der er udført, fastslår han.