Ford spiller med Bang & Olufsen
Lydsystemer fra Bang & Olufsen bliver fra næste år fast inventar i Ford-biler.
B&O solgte sidste år sin auto-afdeling til Harman, som dermed har retten til at bruge produkter fra eksempelvis B&O-navnet. Harman ejer desuden lydbrands som JBL, AKG og Harman Kardon.
Det bliver B&O’s "lavprisbrand" Play, der kommer til at indgå i Ford-bilerne, oplyser B&O i en pressemeddelelse.
- Kunderne fortæller os, at de sætter pris på konsistente lydoplevelser af høj kvalitet, og vores samarbejde med Harman hjælper os med at opnå det, siger Fords administrerende vicedirektør, Raj Nairi forbindelse med aftalen.
B&O Plays produkter vil blive skræddersyet til hver enkelt Ford-model og designet, så der bliver god lyd, uanset hvor i bilen man sidder.
Harmans administrerende vicedirektør, Michael Mauser, mener ligefrem, at køreoplevelsen bliver revolutioneret med det nye samarbejde.
- Ford og B&O Play er et perfekt match af mærker, der står for kvalitet, frihed og innovativt design, siger han.
Det er ganske udbredt, at lydspecialister indgår samarbejde med bilfabrikanter. Eksempelvis har danske Dynaudio designet lydsystemer til Volkswagen, og den engelske højttalerspecialist B&W har skabt et eksklusivt lydanlæg i Volvo CX90. B&O har tidligere leveret lyd til blandt andre Audi og BMW.