EU til undsætning
Den ugentlige leder fra autobranchens uafhængige fagblad gennem 47 år.
I DISSE BREXIT-TIDER er det godt at se, at EU, trods alt i det store bureaukrati-maskineri, også kan bruges til at tale autobranchens sag. Efter års tovtrækkeri omkring den såkaldte dobbeltmoms på brugte dele ser det nu ud til, at autogenbrugerne har taget et stort skridt i retning af at få anerkendt, at Skat har fejlfortolket EU-direktivet. Det viser et forslag til afgørelse, som den såkaldte generaladvokat i EU har sendt til Vestre Landsret i en principiel prøvesag mellem Sjelle Autogenbrug I/S og Skat. To eksperter, som Motor-magasinet har talt med, fortæller, at erfaringen viser, at den langt overvejende del af de sager, som en generaladvokat foreslår som afgørelser i sager, bliver fulgt af EU-Domstolen. Vi håber det bedste for autogenbrugerne i sagen. Og ser frem til at følge op omkring såvel afgørelsen som et eventuelt erstatningsansvar fra genbrugsbranchen mod Skat og den danske stat.
SAMTIDIG KAN VI I DENNE uges udgave af fagbladet berette, at tusindvis af skrotbiler mere eller mindre er forsvundet op i den blå luft. I hvert fald er der indleveret meget færre, end Miljøstyrelsen har forventet ud fra bilsalgstallene. Det tyder på et stort sort marked for ulovlig skrotning af biler, som hverken miljøet eller genbrugsbranchen nyder godt af. Her må vi kalde på øget indsats fra myndighederne, herunder kommunerne i deres miljø- og tilsynsarbejde.
OGSÅ ANDRE I AUTOBRANCHEN sætter deres lid til EU-maskineriets afgørelser. De frie værksteder er presset på flere fronter herhjemme og i Europa, og her er internetopkoblede biler og ejerskab af data blevet et vigtigt punkt for overlevelse. I vores reportage fra Dansk Bilbrancheråds repræsentantskabsmøde kunne vi fornemme mismodet over udviklingen, hvor den frie værkstedsdels internationale organisation, EASRA, ikke står specielt stærkt overfor mærkedelen og bilfabrikkerne med kun Danmark, Finland og Frankrig som medlemmer. Dog har de frie værksteder hjælp fra FDM og andre forbrugerorganisationer mod den tikkende data-bombe. Kommer der ikke medvind via EU, er det blot et spørgsmål om tid, før nøglerne må drejes om i store dele af Europa, med tusindvis af sløjfede arbejdspladser til følge i hele eftermarkedsindustrien. Det har vi ikke fantasi til at forestille os sker. Så vi kipper med EU-flaget overfor Brexit!
God fornøjelse med læsningen