23948sdkhjf

Autobutler.dk bliver softwarehus

Selskabet bag autobutler.dk øger nu markant sin digitale udviklingsafdeling med målet om at blive en bred softwareleverandør med flere selvstændige digitale produkter til værkstedsbranchen.
VÆRKSTEDER Autobutler investerer nu 20 millioner kroner i sin it-afdeling, der bliver mere end fordoblet i løbet af de næste seks måneder med over 15 nye ansatte. Det sker for at gøre det muligt at udvikle selvstændige it-produkter, der skal hjælpe værkstedsbranchen med at få flere digitale kunder.

- Flere har den opfattelse, at Autobutler alene er en markedsplads for bilejere og værksteder. Men efter lanceringen af startgenerator.dk har vi efterhånden fået så brede produkter på hylderne, at vi i højere grad er blevet en softwareudvikler med en palette af digitale produkter og services, forklarer adm. dir. Christian Legêne.

Han peger på, at det er sommerens investering på over 225 millioner kroner fra den franske bilgigant PSA, som nu giver adgang til at satse på bredere softwareløsninger.

- Med udvidelsen til over 25 ansatte i vores produkt- og udviklingsafdeling bliver vi et af de største softwarehuse for bilbranchen i Danmark. Vi har en mangeårig digital erfaring og indgående indsigt i bilejerens fortsat ændrede adfærd og tætte relationer til over 700 værksteder, hvilket giver de bedste forudsætninger for at bygge digitale løsninger, der tilgodeser både bilejere og værksteder i en digital kontekst, siger Christian Legêne.

Startgenerator.dk åbnede døre

I juni lanceredes startgenerator.dk, som tilbyder online booking via egen hjemmeside, professionel tilbudsgivning og automatisk opfølgning på aftaler via sms og e-mail og som integrerer brugerbedømmelser, der styrker værkstedets gode omdømme. Frem for at besvare e-mails og tage telefonopkald, kommer bestillingerne nu automatisk online.

Bookingværktøjet har ifølge Autobutler fået positive tilbagemeldinger fra værkstederne og vist, at der er et stort potentiale i selvstændige softwareapplikationer til branchen. Det er første større lancering af flere tiltag, som bliver præsenteret for branchen næste år.

- Allerede i dag tilbyder vi færdige plug-and-play webløsninger til værkstederne med digital kalenderbooking via nettet og moduler til brugerbedømmelse på hjemmesider. Næsten 200 værksteder har købt licens til startgenerator.dk. Vi ser derfor et stort potentiale i at udvide med flere digitale værktøjer for branchen, siger Christian Legêne.

Målet er at få en større andel af den digitale omsætning og samtidig sikre, at værkstederne kan udvide med digitale værktøjer, der hjælper til at fastholde kunderne.

Trafik giver omsætning

Selv om der allerede nu findes en række digitale hjælpeværktøjer hos autoværkstederne, så peger Legêne på, at det især er evnen til at kombinere trafik, markedsdata og indsigt i bilejernes behov, som skal trække kunderne ind til de nye produkter.

- Vores løsninger til branchen er alle præget af, at de skal sikre bedre adgang til digitale kunder. Med autobutler.dk og startgenerator.dk kan vi levere noget, som intet andet softwarehus har på hylderne. Nemlig kombinationen af digitale værktøjer og tilførslen af nye kunder med en dyb indsigt i bilejernes behov, lover Legêne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094