FBI anholder VW-chef
En ansat informerede VW-ledelsen om snydesoftware i juli 2015, og ledelsen godkendte fortielse, hævder det amerikanske forbundspoliti.
Sådan lyder en klage fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, indgivet til en domstol i Michigan.
Ledelsen i den tyske koncern, der står i centrum af en stor skandale om udledning af kvælstofilte, fik denne viden i juli 2015.
- I stedet for at tale for at give disse oplysninger til amerikanske myndigheder valgte VW's ledelse at godkende en fortsat fortielse, hedder det i klagen.
FBI skriver, at Oliver Schmidt, en ledende medarbejder, gav disse informationer til koncernledelsen 27. juli 2015 eller omkring den tid.
Under præsentationen blev ledelsen forsikret om, at myndighederne i USA ikke kendte til, at man snød.
11 millioner biler involveret
Volkswagen erkendte i efteråret 2015, at virksomheden havde installeret hemmeligt software i 11 millioner dieselbiler verden over.
Denne software gjorde det muligt at udlede kvælstofilte på et niveau, der var 40 gange højere end tilladt i USA.
Oliver Schmidt fremstilles i retten mandag, efter at han er blevet anholdt for konspiration om bedrageri.
Skandalen har kastet Volkswagen ud i en enorm krise.
Sagen har ført til milliardbøder, direktørens afgang og et stort fald i aktiekursen.
Den tyske bilkoncern har sagt, at den ikke vil kommentere FBI's klage.
Kilde: Ritzau/Reuters
Artiklen er en del af temaet Dieselgate.