23948sdkhjf

Rattet rundt med motorsporten

Nyt fra ind- og udland i sportens verden - se også de selvstændige billedtekster.
TEAM SALLY RACING FORVENTER podiepladser, når teamet deltager med to biler fredag den 13. januar ved 24H løbet i Dubai som det første i årets serie. Start nr. 52 køres af de erfarne Martin Sally, Peter Obel, Steffan Jusjong, Sune Marcussen og Mads Christensen. Start nr. 53 køres af Kenneth Løndal, Dennis Nymand, Michael Vesthave og Michael Skipper. Følg dem på MotorsTV eller som live streaming på www.24hseries.com/live .

KØRERTILMELDINGEN TIL CHGP, Copenhagen Historic Grand Prix 5.-6. august på Bellahøj Park er nu åben. Frem til 31. marts er der intet tilmeldingsgebyr. Løbet forventes at trække mere end 200 deltagende ældre racerbiler.

TEAM ROSKILDE RACING CENTER har lige afhændet to Supertourisme racere - men indehaver Henrik Jensen ønskede ikke abstinenser ved sæsonstart og har bestilt to nye biler fra TAQ Design.

FRA NÆSTHØJESTE PODIEPLACERING i OK Mobil 1 Legend-klassen i 2016 skifter Tommy Laugesen nu til superklassen Danisk SuperTourisme og Tom Pedersens Team Prego Racing, hvor han får Michel Nykjær, Martin Vedel Mortensen og Ole Petersen som teamkammerater.

TOYOTA VENDER EFTER 17 ÅRS PAUSE tilbage til VM-serien i rally i 2017. Det sker med den helt nyudviklede Yaris WRC rallybil med 380 hk fra den 1.6-liters turbomotor, som skal danne grundlag for en potent udgave af Toyotas populære gadebil. Den firedobbelte finske verdensmester Tommy Mäkinen har stået i spidsen gennem halvandet års udvikling og test. Toyota deltager med to biler og de succesfulde finske kørere Jari-Matti Latvala og Juho Hänninen. Rally Monte-Carlo er første løb 20.-22. januar.

BRITISH RACING DRIVERS CLUB har det svært økonomisk og overvejer at trække Silverstone banen fra Formel 1, trods 140.000 tilskuere i 2016. Bernie Ecclestone bag Formel 1-serien oplyser at have to andre bejlere til at afholde det britiske Grand Prix.

FIA HAR ERKLÆRET MERCEDES’ aktive Formel 1-undervogn fra 2016, der gav sublim aerodynamik, ulovlig, og dermed venter iagttagere, at Mercedes får det sværere i år - den nye 2017 racer, W08, præsenteres på Silverstone 23. februar. Dermed har Ferrari også fået nej til en nyudviklet undervogn, der forbinder forreste affjedring med den bageste, så bilen skulle dykke mindre i sving og ligge lavere under acceleration.

SÆDET HOS MERCEDES STÅR endnu tomt, efter verdensmesteren Nico Rosbergs overraskende exit. Mange forventer, at den omgængelige finne Valtteri Bottas sætter sig til rette som Lewis Hamiltons teamkammerat, efter at flere andre navne har været på rygtebørsen.

DEN 54-ÅRIGE RACER-INGENIØR og direktør for Mercedes’ Formel 1-team, Patty Lowe, har forladt teamet og forventes at søge over til sin tidligere arbejdsgiver, Williams.

ESTEBAN GUTIERREZ, DER FRA 2017 bliver erstattet af Kevin Magnussen hos det amerikanske Haas Formel 1-team, har fundet nyt job, hvor man vist godt kan sige, at han kommer i stødet. Han skal nemlig køre i Formel E-serien for el-racerbiler, sandsynligvis som afløser for Tom Kristensens tidligere holdkammerat Loic Duval hos Faraday Future Dragon Racing Team, da Duval skal køre DTM i den kommende sæson.

HAAS TEAMETS FRANSKE Formel 1 kører, Romain Grosjean - Kevin Magnussens teamkammerat i 2017 - tror, at det amerikanske team i fremtiden vil kunne bygge deres helt egen racer ved at flytte fra Banbury i England til teamets fabrik i Kannapolis, North Carolina, der bygger NASCAR-biler. I dag får Haas primært Formel 1-dele fra Ferrari og Dallara.

DEN 1. JANUAR 2017 OVERLOD chefen for Audi Motorsport, 66-årige Wolfgang Ullrich, efter 23 år på posten med en række succeser i Le Mans og DTM, rattet til 53-årige Dieter Gass. Wolfgang Ullrich bliver hos Audi i en rådgivende funktion i 2017 omkring de fabriksstøttede aktiviteter i Formel E og DTM. Ingeniøren Dieter Gass har været med i en årrække hos Audi Motorsport.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078