Leder: Fest og tørre tal
Motor-magasinets ugentlige leder.
OGSÅ LÆNGERE NEDE i Europa er der fest i disse dage, nærmere bestemt i Genève, hvor Geneva International Motorshow vanen tro skyder foråret og øget aktivitet i branchen ind. Motor-magasinet er også her på pletten og rapporterer fra den store bilmesse med i første ombæring tre sider i denne avis om de nye trends i branchen.
HER KAN VI OGSÅ fortælle om det stærkt fremadstormende leasingmarked, ligesom vi i denne udgave af Motor-magasinet kan berette nyt fra en mangeårig og omfattende tal-kilde til autobranchen, DBI IT, som nu har stået på egne ben i godt to år - efter udskillelsen fra De Danske Bilimportører. Her er kundebasen vokset fra 60 til tæt på 200, og nu kikker it- og analysefirmaet endda mod udlandet. Endvidere tager autobranchens uafhængige fagblad i denne udgave hul på et nyt samarbejde med et andet analysefirma, nemlig konsulenthuset Voxmeter, hvor vi hver uge vil dykke ned i den danske autobranche og de mange tal, som kan være med til at afsløre, hvor bilkøberne bevæger sig hen.
ALTSÅ ENDNU EN GOD grund til trygt at læse med i denne udgave af Motor-magasinet - rigtig god fornøjelse!