23948sdkhjf

Skat får kritik af beslaglæggelse

Bilforhandler fik konfiskeret bil af Skat, fordi han kørte en importeret bil over grænsen med øl og vin i bagagerummet. Skatteministeren beklager sagen.
PRØVEPLADER En sag om kritisabel behandling af en bilforhandler får nu skatteminister Karsten Lauritzen (V) til at erkende problemer med Skats beslaglæggelser. Det skriver BT mandag.

- Der er tilsyneladende et problem med den måde, man administrerer beslaglæggelser på. Derfor vil jeg også se på, om vi har den rette administrative praksis, siger Karsten Lauritzen til avisen.

Kritikken kommer efter, at Skat har tabt en sag om beslaglæggelse af en BMW i både Byretten og Landsretten. I den konkrete sag krævede Skat enten bilen eller 600.000 kr. på stedet fra indehaveren af Sixt Biludlejning Vordingborg, Thomas Brix. Bilforhandleren importerede 16. januar en BMW 5-serie Touring fra Tyskland til Danmark. En bil, han skulle levere til en dansk leasing-kunde og derfor var monteret med prøveplader

Forhandleren blev imidlertid stoppet af toldmyndighederne i Rødby, som konstaterede, at der var øl og vin fra en grænsekiosk i bagagerummet. Skat mente, der var tale om "en u-indregistret bil til godstransport". En forseelse, der koster 200.000 kroner i bøde og 400.000 kroner i registreringsafgift. Da Thomas Brix nægtede at betale, blev den store BMW beslaglagt. Han anførte ellers, at bilen skulle sælges til en kunde og i øvrigt synes dagen efter.

Thomas Brix måtte dog gå rettens vej for at få bilen igen.

Af skattemedarbejderens notat til byretten fremgår det desuden, at hendes råd til bilforhandleren var, at han kunne "anmode om at få køretøjet solgt på auktion, så registreringsafgiften kan blive betalt."

- Jeg er mildest talt i chok over, at det i et retssamfund kan lade sig gøre at opføre sig sådan over for en helt almindelig borger og selvstændig erhvervsdrivende, bare fordi jeg vælger at tage forbi bordershoppen og købe lidt øl og vin. Men det betyder jo ikke, at jeg pludselig driver godstransport eller snyder med registreringsafgiften, siger Thomas Brix, der i øvrigt hverken har skatterestancer eller plettet straffeattest.

Minister tilfreds med dom

Karsten Lauritzen er glad for, at Thomas Brix fik medhold ved domstolene.

- Når man læser domsudskriften, så er jeg glad for, at dommeren kommer til det resultat, som han gør. Begår man en fejl og ikke overholder reglerne for prøveplader og registreringsafgift, så skal det straffes hårdt. Men det skal være dem, der svindler bevidst, og ikke dem, der ved et uheld kommer til at begå en fejl som i det her tilfælde, siger ministeren.

Skat vil tage ved lære

Per Jacobsen, underdirektør i Skat, forklarer, at Skat skal lære af sagen.

- Beslaglæggelse er et redskab, vi som myndighed kan anvende, men vi skal selvfølgelig også være påpasselige med at taget det i brug. Og nu er retssystemet skruet sådan sammen, at sagerne kan efterprøves. Og taber vi sager i retten, giver det anledning til, at vi vurderer, om de er håndteret godt nok, lærer af det og undgår lignende sager, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126