Bestyrelsen fortsætter
BRANCHEFORENING Onsdag den 19. april afholdt AutoBranchen Danmark generalforsamling i Taastrup.
Generalforsamlingen blev indledt med, at formand, Hans-Jørgen Jørgensen, bød velkommen til de fremmødte og herefter tog fat på en gennemgang af de største begivenheder fra året, der gik. Af større begivenheder kan nævnes det store politiske påvirkningsarbejde for at få gjort registreringsafgiften mere gennemsigtig og arbejdet med igen at få sat reparationsgrænsen på dagsorden.
Det vigtige juridiske arbejde med at gøre medlemmerne klar til den nye persondataforordning og arbejdet med at sikre faglært arbejdskraft til værkstederne blev også nævnt.
Den fortsatte kamp for at sikre et godt forhold og samarbejde med forsikringsselskaberne blev ligeledes rundet, før formandens beretning blev godkendt akkompagneret af klapsalver fra salen.
Næste punkt på dagsordenen var en gennemgang af årsregnskab og budget. Koncernøkonomichef, Jesper Riemer fremlagde et flot årsresultat, og regnskabet blev godkendt.
Kontingent og indskud for ordinære medlemmer var næste punkt, og også dette blev godkendt uden stor ståhej.
Genvalg
Så var det tid til at hovedbestyrelsens medlemmer og suppleanter skulle vælges.
Gitte Enggaard fra Bil Center Syd, Ejgild Nørgaard Christensen fra STS-Biler A/S, Dennis Odgaard, Byens Bilpleje Lak Haderslev ApS, og Tom Andersen fra Hadsund Auto Lakering var alle på valg. Alle opstillede kandidater blev genvalgt for en 2-årig periode til hovedbestyrelsen.
Det blev også til genvalg for begge suppleanter, Jens Nielsen fra Pedersen & Nielsen og Henrik Mortensen fra Centrum Autolakering, der begge blev genvalgt for en 1-årig periode.
Den nye hovedbestyrelse AutoBranchen Danmarks hovedbestyrelse er efter generalforsamlingen uændret og består af: Dennis Odgaard, Byens Bilpleje Lak Haderslev ApS Suppleanter: Henrik Mortensen, Centrum Autolakering ApS |
Formand genvalgt
Umiddelbart efter generalforsamlingen indbød Hans-Jørgen Jørgensen den nye bestyrelse til sit første møde, hvor bestyrelsen konstituerede sig. Hans-Jørgen Jørgensen blev genvalgt som formand, mens Lasse Jæger Jensen fortsætter som næstformand.
Afsluttende punkt på dagsordenen var et ændringsforslag til vedtægterne. Det blev foreslået, at hvis man bliver valgt til formand eller næstformand, nulstilles ancienniteten, så en formand/næstformand kan fungere i en periode på seks år. Forslaget blev vedtaget af en enig forsamling.