23948sdkhjf

Svindel-tiltalte i Totempo-sag frikendt

Anklage om svindel for 291 millioner falder til jorden

DOM Beviser blev væk og revisionsrapport skrottet af retten. Midt- og Vestsjællands Politi led svigende nederlag ved Retten i Roskilde, da alle tre tiltalte blev frifundet i en straffesag om bedrageri for 291 millioner.

Afgørelsen skyldes stor usikkerhed om beviserne, oplyser retsformanden, dommer John Larsen, ved domsafsigelsen.

Fundamentet for tiltalen holder ikke ifølge retten, som peger på en stribe svage punkter.

Anklagemyndigheden påstod, at en stribe leasingselskaber blev bedraget ved kontrakter om leasing af i alt 163 kabiner. De blev brugt til blandt andet lakering og undervognsbehandling af biler.

Men der er ikke fremlagt en præcis registrering af kabinerne, påpeger retten.

- Retten kan ikke se bort fra muligheden af, at der fandtes et langt større antal kabiner, siger John Larsen.

Det har også betydning for frifindelsen, at bogføringsmateriale er blevet væk hos Midt- og Vestsjællands Politi. Muligvis kunne materialet støtte de tiltaltes forklaringer.

Inhabile revisorer

Undervejs har anklagemyndigheden nægtet at kende til materiale, som faktisk fandtes, fremgår det af dommens præmisser.

- Det er en alvorlig kritik, lyder kommentaren fra en af forsvarerne, advokat Henrik Stagetorn. De to andre er Sysette Vinding Kruse og Jacob Kiil.

Desuden spiller det en rolle, at en revisionsrapport fra Deloitte er blevet smidt i papirkurven af retten, fordi Deloitte var inhabil.

Kollapsede i 2009

Totempo byggede på firmaerne Ringsted Autolakering og Dansk Lakering og voksede med stor hast. Ved indgangen til 2008 havde koncernen en anslået værdi på cirka en milliard kroner, og der var 700 ansatte. Men i 2009 kollapsede Totempo, der havde værksteder flere steder i landet.

Totempo A/S trådte i betalingsstandsning i januar 2009, ligesom søsterselskabet, Ford-forhandleren Totempo Biler A/S, også gik konkurs.

Vejhjælpsvirksomheden blev søgt rekonstrueret og videreført, men rekonstruktionen blev kortvarig, og i april 2009 blev der afsagt konkursdekret over selskabet. Ved konkursen blev de tilbageværende 200 ansatte afskedige

Retten rejser også en kritisk pegefinger mod de leasingselskaber, som ifølge anklageskriftet skulle være blevet bedraget. Selskaberne bekymrede sig slet ikke om de enkelte kabiner og sjuskede i det hele taget, fremgår det af dommen.

- Det centrale var at låne penge ud hurtigt, bemærker dommer John Larsen om selskabernes opførsel.

Han og de to domsmænd er enige om frifindelsen, som også omfatter en kvinde på 55 år og en mand på 57 år.

Politiet rejste sigtelserne i 2012, og tiltalen blev udfærdiget i 2014.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094