Toyotas legendariske Land Cruiser får cool retro-look
Legenden bliver endnu mere legendarisk - Ny Toyota Land Cruiser får moderne retrolook.
De mange forbedringer under skallen er nok ikke det første, man vil lægge mærke til. Designet er nemlig grundlæggende ændret og så alligevel ikke helt. Den kan nemlig fås med dejlige runde lygter, der giver mindelser om den legendariske J40-model, som blev produceret fra 1960 til 1984 (til 2001 for de sidste i Mexico) - den model som i parantes bemærket hed Toyota Macho i Venezuela.
Det giver bilen et maskulint udtryk, men har også en funktionel rolle. Kortere udhæng, runde hjørner, smallere underdel og reservedele, der er lette at udskifte i tilfælde af skader, hjælper alt sammen til at du trygt kan forcere et Dakar-rally i en standardbil - eller tæt på.
Vokset
Toyotas Land Cruiser er vokset 8,0 centimeter i længen og næsten ti i bredden, samt blevet lidt højere. Så den er nu kun få sandkorn fra at være fem meter lang og to meter bred. Akselafstanden er øget med 6,0 centimeter i forhold til forgængeren.