23948sdkhjf

Året der kommer: Kamp om markedsandelene i 2024

Der vil være omskiftelige tider i 2024 akkurat som der har været i 2023, vurderer adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Mads Rørvig. Han forudser, at der fortsat vil være konsolideringer i branchen og kamp om markedsandelene

2023 har budt på store forandringer for bilbranchen, og der er grund til at tro, at 2024 vil være lige så begivenhedsrigt. Årets udfordringer vil påvirke importører og producenter, forbrugerne og politiske beslutningstagere.

Verdens tilstand er blevet foranderlig. Først vendte Corona det hele på hovedet, så ramte Ruslands krig i Ukraine og nu rumler krigstrommerne atter i forholdet mellem Kina og Taiwan. Klimaudfordringerne skubber på teknologiskift, og verdensøkonomien står på grund af alle udfordringerne et usikkert sted. Geopolitikken er blevet en fast følgesvend for globaliserede markeder som blandt andet bilbranchen.

I 2023 har vi set en ny fordeling af markedsandele, og uden at jeg tør sætte navn på vinderne i 2024, kan vi bestemt se nye fordelinger af bilsalget i det nye år Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører

Konkret kan renteniveauerne falde i både Europa og USA, men fortsat være høje i forhold til, hvad vi har været vant til. Det har stor betydning for den måde, der skal føres forretning på. Man skal, også med svære leverancekæder, kunne møde efterspørgslen, men samtidig passe på med at have for mange lagervarer. Avancer kan hurtigt sættes over styr, hvis importerede biler ikke rettidigt kommer videre til kunderne.

Mere af det samme

2023 har leveret pæne resultater – både på det samlede bilsalg og i omstillingen til elbiler – så vi kan se, at der er appetit hos forbrugerne. Forventninger for 2024 er derfor ikke dystre. Der er masser af nye modeller og mærker på markedet, og har man deltaget i nogle af årets biludstillinger har man kunnet se stor folkelig interesse. Vores forventning er derfor, at vi i 2024 lander nogenlunde på niveau med 2023 – også selvom verden er fuld af usikkerhed.

Til gengæld kan et samlet stabilt marked godt dække over markante interne forskydninger. I 2023 har vi set en ny fordeling af markedsandele, og uden at jeg tør sætte navn på vinderne i 2024, kan vi bestemt se nye fordelinger af bilsalget i det nye år. Tilgangen af nye mærker viser jo i sig selv, at flere tror på, at der er markedsandele i spil – ikke mindst når forbrugere skifter fra forbrændingsmotorer til elektrisk fremdrift.

Flere konsolideringer

Markedsforandringerne har også kastet en række konsolideringer af sig i 2023. Den bevægelse forventer vi, at man vil se fortsætte i 2024. Når kunderne er i bevægelse, må aktørerne gøre sig attraktive. Derfor er priskonkurrencen steget, og det er forandringsvilligheden også. Det er et lidt fortærsket begreb, at sige, at man skal være ”agil”, men for vores branchen er det bydende nødvendigt.

Et håb herfra er, at vi i 2024 ser samme forandringsvillighed fra lovgiver. Året skulle meget gerne byde på en løsning af 2026-problemstillingen, og det kræver noget af både Folketinget og Regeringen.

Hvis afgifterne uhindret får lov at stige på elbilerne, kan flere års hårdt arbejde blive sat i stå og vigtige klimagevinster gå tabt. Det er fortsat væsentligt, at skiftet til elbil er det gode valg for både samfund og forbrugere og for både nedbringelsen af CO2-udledninger og danske familiers pengepung. Det kræver at lovgiver finder en løsning, og De Danske Bilimportører hjælper selvfølgelig gerne til.

Artiklen er en del af temaet ÅRET DER KOMMER 2024.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145