23948sdkhjf

Derfor har bilsalget fået en sløv start på 2024

En stigning i bundfradraget har givet bilkøbere en grund til at holde igen, siger økonom om nye salgstal

Bilkøberne har holdt sig tilbage fra begyndelsen af året. I januar blev der indregistreret 9900 nye personbiler, hvilket svarer til et fald på 44 procent fra december.

Antallet er desuden 18 procent lavere end i samme måned sidste år, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Den sløve start på året kan formentlig tilskrives skatteteknik på elbiler, som skaber incitament til at udskyde bilkøbet en kende.

Det skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

- Derfor er det ikke utænkeligt, at bilsalget tager et hop op igen allerede i februar, siger han.

Skatteteknikken indebære en stigning i bundfradraget i registreringsafgiften for elbiler, som først trådte i kraft 1. februar i år.

På den måde har bilkøbere haft en økonomisk grund til at vente lidt med at slå til.

Derudover bragte det nye kalenderår også nye afgifter med sig, der blandt andet ramte dyrere elbiler.

Det kan også være en del af forklaringen på, at elbiler udgjorde en noget mindre andel af det samlede bilsalg i januar.

Her udgjorde elbilerne 35,2 procent af de nyindregistrerede personbiler. I december var andelen 51,4 procent.

Det hører dog med til historien, at elbilsalget i januar var hele 42 procent højere sammenlignet med januar sidste år.

Jeppe Juul Borre ser desuden flere indikationer på, at der kan være prisfald på biler på vej.

- Tæt på halvdelen af bilforhandlerne melder, at de har for stort et lager, skriver han i en kommentar.

- Dertil vurderer cirka 40 procent af bilforhandlerne selv, at de forventer at sænke priserne i de kommende tre måneder. Det kan yderligere være med til at give et løft til bilsalget over den kommende tid.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.719