LEDER: Messe emmer af udviklingskraft
NÅR MAN GÅR rundt blandt de 4.200 udstillere på den netop overståede Automechanika-messe i Frankfurt, er der en ting, der står krystalklart. Den automotive industri i Europa emmer af udviklingskraft og en evne til at følge med udviklingen.
DET SKAL FORSTÅS på den måde, at industrien er i stand til at ramme behovet både her og nu - og i de kommende år. Her må man konstatere, at behovet på eftermarkedet i Europa i stor stil fortsat er reservedele til benzin, diesel og hybridbiler.
DER ER IKKE helt samme hype om elbilerne, som der var for blot to år siden. Mange af de store bilproducenter har droslet ned for elbil-ambitionerne, fordi forbrugerne i Europa og i resten af verden ikke efterspørger elbiler i det omfang, som bilproducenterne forventede. Og man fornemmer på flere af udstillerne - heriblandt danske producenter - at eftermarkedet for biler med forbrændingsmotor har fået forlænget levetiden med adskillige år.
DER ER NATURLIGVIS i forvejen en forsinkelse mellem, at der for alvor bliver solgt mange elbiler, til at der er i stort omfang er brug for reservedele til elbilerne. Derfor er det også naturligt, at der på eftermarkedsmessen stadig er et stort fokus på biler med forbrændingsmotorer.
MEN MAN SKAL heller ikke tage fejl af, at mange af de udstillere, der er med på messen, også har reservedele til elbilerne og har fuld gang i udviklingen på den front. Og de kan tydeligvis sagtens gabe over begge dele. Derfor er leverandørerne også klar på, at autogrossister og værksteder i de nordiske lande i højere grad efterspørger reservedele og værkstedsudstyr til elbilerne.
MED 4.200 UDSTILLERE og 108.000 besøgende fra 172 lande må man konstatere, at der stadig er fuld fart på den industri, der producerer og leverer reservedele og udstyr til værkstederne i Europa. Uanset om de biler, der skal serviceres kører på benzin, diesel eller elektricitet.
Der er ikke helt samme hype om elbilerne, som der var for blot to år siden