23948sdkhjf

Codan-sagen: Politikere magtesløse

EU’s indre marked bremser politiske initiativer, der kunne stoppe Codans pilotprojekt med bilreparationer i Polen
En rundspørge blandt folketingsmedlemmer om Codans planer om at sende skadesramte biler til reparation i Polen spænder fra glæde hos Liberal Alliance til forargelse hos Enhedslisten. Det eneste våben mod Codan er folkelig afstandtagen, lyder meldingen fra politikerne

Finn Sørensen (EL) er den eneste, som vil tage et politisk initiativ, nemlig at spørge erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) om kontrol med kvalitet og sikkerhed ved bilreparationer.

Til gavn for samfundet

Arbejdsmarkeds- og erhvervsordfører Joachim B. Olsen, Liberal Alliance:

- Hvis man er kunde i et forsikringsselskab, så har man en interesse i, at ens forsikring er billig og ikke betaler mere end højst nødvendigt. Det er da godt, at man udnytter det indre markeds muligheder til kundernes fordel. Det kommer samfundet til som helhed, hvis kunderne og forsikringsselskaberne sparer nogle penge.

Find et andet selskab

Skatteordfører Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti:

- Det lyder som en rigtig skidt løsning både for kunderne, som risikerer dårligere reparationer, og for de danske værksteder og det danske arbejdsmarked, hvor vi vil komme til at miste arbejdspladser. Jeg vil opfordre Codan til at tage sit samfundsansvar alvorligt og benytte danske værksteder. Det ville klæde dem. Hvis jeg var bilforhandler, ville jeg også overveje, om jeg vil sælge forsikringer for Codan.

Codan er i sin gode ret

Skatte- og arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq, Radikale Venstre:

- Der er ikke noget at udsætte på det, så længe kvaliteten af skadesbehandlingen er i orden. Det ville da være at foretrække, at Codan valgte at lade skadesbehandlingen ske i Danmark, så man kunne fastholde arbejdspladser i Danmark, men Codan gør, hvad de føler, er bedst for deres virksomhed, og det vil jeg ikke blande mig i. Jeg må lægge til grund, at Codan selvfølgelig sørger for, at kvaliteten af skadesbehandlingen er i orden.

Blander sig udenom

Finans- og trafikordfører Mike Legarth, Det konservative Folkeparti:

- Der er en grænse for politik. Dette er en af dem. Dette er alene et mellemværende mellem Codan og deres kunder. Dette skal politikerne ikke blande sig, ligesom vi ikke skal blande os i, på hvilket sprog Føtex annoncerer sine varer.

Satser på forargelse

Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, SF:

- Jeg er meget forarget over Codan. Selskabet er med til at undergrave velfærdssamfundet ved at fjerne danske job og firmaer. Jeg håber, at mange af Codans kunder er vrede over, at man direkte eksporterer arbejdspladser ud af landet.

Spørgsmål til minister

Socialdumpingordfører Finn Sørensen, Enhedslisten:

- Codan har fået en rigtig dårlig idé. Jeg er meget enig med autobranchens repræsentanter, som siger, at grådighed driver værket. Det er ønske om at få det billigst muligt uden at skele til negative samfundsmæssige konsekvenser, når arbejdspladser sendes ud af landet: skat, moms, sociale bidrag og praktikpladser. Så er der spørgsmålet om sikkerheden. Der er ingen kontrol af, om kvaliteten er i orden, før det måske er for sent og bilen har været ude for en ulykke. Desværre gør det indre marked det sværere at få en ordentlig kontrol med den slags ting i den fri bevægeligheds hellige navn, men det skal alligevel forsøges.

Derfor vil Finn Sørensen stille spørgsmål til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S):

- Jeg vil spørge om muligheden for at indføre kontrol med, at reparationer på biler er sikkerhedsmæssigt i orden som betingelse for, at forsikringsselskabet kan trække deres udgifter fra. Der bør være en kontrol med, at udgifter til bilreparationer lever op til dansk standard og danske krav til sikkerhed. Man kunne sige, at sådanne reparationer skal udføres på autoriserede værksteder, uanset hvor bilen repareres. Eurogarant belyser arbejdsgange ligesom ISO, men er ikke en garanti for, at kvalitet og sikkerhed er i orden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084