Norske Molly i danske DTC
Kvindelig norsk racerkører skal deltage i den danske serie i år.
Molly Pettit har forvandlet sin hobby til en professionel karriere som racerkører i Norge på ganske få år, og hun er meget passioneret og dedikeret til motorsporten. Med sin debut i DTC (Danish Thundersport Championship) og NTCC (Norwegian Thunder Car Championship) i 2013 tog det for alvor fart for hende med flere placeringer indenfor top 10 og hun tog 2. pladsen hjem i det norske mesterskab.
Udover race som første prioritet er Molly Pettit tv-kommentator og hjemmevant på scenen, når hun holder foredrag om Mind-set for virksomheder. I Danmark er hun også et kendt ansigt som ambassadør i Motorsport for Life, hvor hun har givet mange børn og deres familier uforglemmelige oplevelser.
Lars Plenge, salgs- og pressechef i Racing Factory, er utrolig glad for det nye samarbejde med den norske kører.
- Vi er stolte over, at have Molly Pettit med på holdet. Hun er en styrke i vores strategi om at være et topprofessionelt racingteam og den foretrukne samarbejdspartner indenfor sponsorater, events og rejser. Samtidig er Molly meget sympatisk og behagelig med et vindende væsen. Vi glæder os rigtig meget til gode oplevelser sammen i 2015, siger Lars Plenge.