23948sdkhjf

Trods fejlfri brugtvognsattest: Sælgeren har ansvaret

Nordjysk bilhandler skal betale, selv om brugtvognsattesten var fejlfri, da brugt bil skulle have ny motor.
Selv om en bilforhandler får lavet en brugtvognstest, friholder det ham ikke for ansvar efter købelovens bestemmelser.

Det viser en dom fra Vestre Landsret, hvor en nordjysk forhandler er blevet dømt til at betale 42.000 kroner til køberen af en brugt bil.

I juni 2012 købte kunden en brugt VW Touran. Bilen havde kun kørt 107.000 kilometer, og som en del af aftalen blev bilen kørt til en synshal for at få lavet en brugtvognsattest.

Synshallen kunne ikke finde fejl på bilen, og motoren overholdt de grænseværdier, den skulle. Bilforhandleren udformede derfor en fejlfri brugtvognsattest, og kunden købte bilen for 253.000 kroner.

Tre måneder efter holdt kunden ved et lyskryds i sin nyerhvervelse, og der lød en tikkende lyd fra motoren. Han kørte hjem og ringede til forhandleren, som fik besked om, at motoren lød, som når man kører med et stykke pap i cykelhjulet.

Bilen blev transporteret til et VW-værksted, hvor man fandt ud af, at plejlstangen var gået ud gennem motorblokken.

Der skulle en ny ombytningsmotor til, og regningen løb på i 42.000 kroner.

Forhandleren afviste kravet med henvisning til, at brugtvognsattesten kun tre måneder tidligere jo havde vist, at motoren var fejlfri.

Men, siger både byretten og landsretten, købeloven siger, at skader, der opstår inden seks måneder, efter at bilen er købt, som udgangspunkt anses for at være til stede på handelstidspunktet.

Brugtvognstesten, der blev lavet i synshallen, omfattede kontrol af olie og tandrem og en kort prøvekørsel. Det er efter retternes mening ikke tilstrækkeligt til at undgå, at købelovens hovedregel er gældende.

Så forhandleren skal betale de 42.000 kroner til en ny motor, og han skal desuden dække kundens sagsomkostninger med et næsten tilsvarende beløb, nemlig 38.000 kroner.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063