DBFU: En veritabel bombe fra EU
EU-forslag er en bombe under de danske bilafgifter, som vi selvfølgelig gerne vil af med, men på en kontrolleret måde, siger direktøren i Dansk Bilforhandler Union, Karl-Ove Pedersen.
Det mener direktøren i Dansk Bilforhandler Union, Karl-Ove Pedersen.
Han er ganske overrasket over at høre om EU-Kommissionens forslag, som, direktøren mener, vil være til stor skade for den danske bilbranche og den danske økonomi.
En ændring er nødvendig, pointerer han.
- Ellers vil nærmest ingen købe biler i Danmark. Prisen er helt afgørende, og hvis man kan lease en bil i Tyskland under tyske vilkår, er prisforskellen i forhold til Danmark jo markant, siger Karl-Ove Pedersen, til JydskeVestkysten.
Han har svært ved at tro, at Kommissionen får held med at få forslaget igennem, og glæder sig over, at Danmark sammen med fem øvrige lande går til kamp for at få ændret minimum en del af loven.
- Jeg tror, at væsentlig flere, end de 10 procent som politikerne forventer, vil købe bil i Tyskland, og Sverige vil jo også være i stand til at forsyne Østdanmark. Det er jo en veritabel bombe under de danske bilafgifter, som vi selvfølgelig gerne vil af med, men gerne på en kontrolleret måde. Vi kan jo håbe at debatten igen sætter gang i politikernes opgave med at ændre de danske bilafgifter fra de nuværende værdibaserede til den norske model, udtaler DBFU-direktør Karl-Ove Pedersen til Motor-magasinet.