EU-bombe under registreringsafgiften
AutoBranchen Danmark kommenterer her gårsdagens net-artikel "Danmark kæmper mod EU-leasing". Løsningen ligger i at genskabe den kobling, der ligger i, at når den daglige bruger af bilen bor i Danmark, så skal bilen selvfølgelig også køre på danske plader og registreres i Danmark, anfører brancheforeningen.
På EU-sprog sker der en adskillelse af ejerskabet og brugen af bilen. På dansk betyder det, at danskerne vil kunne køre rundt i biler, som for eksempel er ejet af et firma i Tyskland, uden at den Danmark kan opkræve registreringsafgift. Det vil være slaraffenland for leasingselskaber, som på den måde kan omgå den danske registreringsafgiftslov helt legalt.
- Det er en regulær bombe under afgiftssystemet, for hvis man kan lease en bil helt uden afgift, vil der næppe blive solgt så meget som en eneste bil med fuld registreringsafgift hos en dansk bilforhandler. Det er noget vi tager meget seriøst, og som vi løbende har snakket med Skatteministeriet og den danske repræsentation i Bruxelles om. Nu kører sagen også i Europa-Parlamentet, og vi vil tage fat i de relevante politikere, og lægge maksimalt pres på, for at få dem til at forstå den danske vinkel, siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Jens Brendstrup.
De leasede biler vil køre rundt i Danmark med tyske, svenske eller sågar polske nummerplader. Det komplicerer tingene, hvis der skal foretages overvågning af kriminelle baseret på nummerplader, hvis der sker et uheld, og ejeren af køretøjet skal findes og identificeres, og det skaber problemer i forhold til at holde styr på, om der er betalt forsikring på bilen.
- Løsningen ligger i mine øjne lige for. I forslagets artikel 3, skal vi have genskabt den kobling, der ligger i, at når den daglige bruger af bilen bor i Danmark, så skal bilen selvfølgelig også køre på danske plader og registreres i Danmark. Alt andet er helt meningsløst og uhåndterligt, siger Jens Brendstrup.