EU-kompromis om blødere CO2-krav til varebiler
Bilfabrikkerne skal levere mere energieffektive varebiler senest i 2017.
Aftalen blev mindre ambitiøs end EU-kommissionen lagde op til. Det var autoindustrien og ikke miljølobbyister, der havde mest lydhørhed i EU-parlamentet.
De nye krav til brændstofeffektivitet og udledning indfases i årene 2014-17 i stedet for 2013-16. Der bliver undergrupper alt efter varebilers faktiske vægt. Kompromiset mellem de tre EU-institutioner om "lette erhvervskøretøjer" EU-jargon for varebiler - både lemper kravene og udskyder slutåret med et år.
Bilfabrikanterne skal betale en bod på op til 95 euro (708 kroner) per gram/km, de overskrider den gennemsnitlige værdi på 175 g/km.
Der er allerede en ny stramning på vej. Målet for CO2-udledningen er 147 gram/km i 2020, hvilket dog er lempeligere end det oprindelige forslag om 135 gram/km. Detaljerne i 2020-målet besluttes i 2013.
Der er tale om en stramning over ni år på en fjerdedel i forhold til de nuværende 200 g/km. Samtidig lukkes for muligheden for at lade større personbiler slippe billigere ved at kalde dem varebiler, oplyser EU-kommissionen. Kravene til personbiler er nemlig noget strengere end til varebiler.
Eldrevne og plug-in hybridvarebiler får forlænget deres såkaldte superkredit, men der indføres et loft på 25.000 varebiler.
Presser autoindustrien til fornyelse
- De nye regler vil mindske forureningen fra varebiler og bidrage til transportsektorens CO2-reduktion. 2020-målet vil stimulere bilindustriens innovation og skaffe forbrugerne store gevinster i form af brændstofbesparelser, erklærer klimakommissær Connie Hedegaard.
Varebilerne i EU-jargon "lette erhvervskøretøjer" - bliver dyrere, og så sælges der færre, som tilmed er mere brændstoføkonomiske. EU-kommissionens oprindelige forslag ville alt andet lige have kostet den danske stat cirka 835 millioner kroner om året i tabte afgifter. En genregning vil nok vise et lidt lavere tab, fordi forslaget er blevet udvandet.
Grænsen for de berørte varebiler en totalvægt på 3,5 ton, mens deres maksimumvægt er 2610 kg uden gods. Denne køretøjskategori N1 står for halvanden procent af EUs samlede CO2-udledning.
Varebiler har været klimafredet
- Den overraskende store CO2-udledning skyldes, at EU traditionelt ikke har stillet klimakrav til varebiler ligesom det gøres for personbiler. Derfor er varebiler forsat ineffektive, dvs. spilder alt for meget brændstof med en tilknyttet høj CO2-udledning, siger civilingeniør Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd.
- Antallet af varebiler vokser hastigt i EU på grund af skattebegunstigelse i de fleste lande. Bestanden steg 50 procent i EU fra 2002 til 2007 og udgør i dag 10-15 procent af EUs køretøjer, oplyser han.