Et krævende serviceeftersyn
På fredag den 12. november er der regionsmesterskaber på Auto College Aalborg frem mod DM i Skills i Odensen til januar.
DM i Skills gennemføres i slutningen af januar i Odense Congress Center med SkillsDenmark som arrangør.
Et krævende serviceeftersyn
- Konkurrencen i Aalborg består af en teoretisk prøve og en praktisk prøve, hvor lærlingene får indleveret en bil til et serviceeftersyn, hvor "kunden" samtidig har gjort opmærksom på ting, der ikke er i orden. Det kan for eksempel være, at ABS-lampen lyser. Desuden er der nogle skjulte fejl på bilen, i lighed med når FDM udfører test af kvaliteten på forskellige autoværksteder. Så det er en yderst virkelighedsnær og krævende konkurrence, som Lasse og Thomas er blevet udtaget til at deltage i, siger faglærer Leon Theils Pedersen, Skjern Tekniske Skole.
Sidste nåleøje før DM i Skills
Regionsmesterskabet er det sidste nåleøje inden DM i Skills, som er det første fælles Danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser. 200 unge fagfolk fra 36 forskellige fag deltager fra smede til frisører og fra detailslagtere til møbelsnedkere. Målet er at give eleverne mulighed for at demonstrere deres talenter og få skærpet deres i forvejen høje faglige niveau.
Lasse Sejrup Thomsen er fra Ølgod og i lære hos G. Bech Hansen A/S i Ringkøbing. Thomas Bramming Nielsen er fra Krogager og i lære hos Jan Mikkelsens Autoværksted ApS i Agerbæk.