Special-testbane til specielle biler
Hos Schmiedmann Nordborg har de for længst indset, at det rigtige værktøj er det halve arbejde.
- Vi ved, hvad det betyder at have det korrekte værktøj, hvad enten det drejer sig om testudstyr eller om specialværktøj til mekanisk arbejde, forklarer Christian Jakobsen, indehaver af Schmied- mann Nordborg.
Schmiedmann har forretninger i flere lande i Europa. I Danmark er der to afdelinger beliggende i Nordborg og Odense. Schmied- mann beskæftiger sig hovedsageligt med salg af nye og brugte reservedele både til værksteder og private.
- Vi har, hvad vi kalder for et testcenter til fejlsøgning samt servicering af BMW-biler.
Starter vi fra en ende af, ligger der monteret i et skinnende klinkegulv et Dynomet-rullefelt med elektronisk bremse til to-hjulstrukne biler. Rullefeltet bliver både brugt til effektmålinger, men i høj grad også til fejlsøgning på biler, der har motor eller motorstyringsproblemer.
Til fejlsøgning på motorstyring bliver der brugt flere forskellige testere, der hver især har forskellige fordele og ulemper, men ved at bruge udstyret rigtigt sikrer det kunden hurtig service samt gode løsninger på selv meget svære fejlfindingsopgaver.
Problembil
På værkstedet ved Schmied- mann Nordborg kommer der ugentligt mindst en "problembil" fra enten Nordtyskland eller Danmark, der som ofte har været på flere værksteder for at få udført fejlsøgning.
Evan Skold Clausen, der netop har haft 10 års jubilæum ved Schmiedmann og har arbejdet alle årene udelukkende med BMW, står for indkøb af testere og specialværktøj og i kraft af sin erfaring ved han, hvilket udstyr der er bedst egnet til de forskellige opgaver, der kommer ind på værkstedet.
Et eksempel kan være, at en kunde med BMW E46 330D årgang 2004 klager over ujævn trækkraft og dårlig acceleration. Her starter Evan Skold Clausen med at tilslutte BMW`s GT1 tester for at udlæse fejl. Testeren skriver, at blandingen periodisk har været for mager.
Han vælger derefter at spænde bilen op i rullefeltet og montere en Bredbånds-tester i udstødningen, så han kan følge bilens lambdatal ved forskellige omdrejningstal. Bredbåndstesteren viser hele tiden det aktuelle Lambdatal, derudover er den tilsluttet softwaren i rullefeltet, så der er mulighed for at følge lambdatallet ved et bestemt omdrejningstal.
Ved at sammenligne værdier fra BMW-testeren med det nøjagtige lambdatal, kan Evan Clausen konkludere, at problemet skyldes en dårlig luftmængdemåler.
Hvad tyskerne ikke kunne
- Vi har også haft et eksempel, hvor et tysk værksted har en BMW E39 528I årgang 1999 stående, som ikke kan starte, fortæller Christian Jakobsen.
- Deres beskrivelse er, at da bilen kom ind, var der 10-15 forskellige fejl, der kunne udlæses fra styreboksen. Værkstedet havde derefter slettet fejlene i håb om, at der ville komme en ny fejl der kunne hjælpe dem videre med problemet. Der kom dog ingen nye fejl frem.
- Det er som regel sådan, at fejlene først huskes i styreboksen, når de fremkommer, imens motoren er startet. Værkstedet havde lavet utallige målinger og blandt andet forsøgt at udskifte motorstyreboksen uden held.
Ricki Cordes fik opgaven, der kort og godt lød på at få bilen til at starte igen.
Han tilsluttede et testværktøj kaldet BMW flash- scanner, der gør det muligt at læse fejlkoder samt se statusværdier på diverse følere i realtid. Problemet med BMW`s GT1-tester til den type opgave er, at data kommer med flere sekunders forsinkelse, og det gør det svært at kunne bruge målingerne i sådan en situation.
Ved at sammenligne værdier på knastføler og krumtapføler med de værdier, der normalt kommer ud, når man tester en motor, der er i orden, kunne Ricki Cordes konkludere, at begge følere var defekte.
Bilen har højst sandsynligt kørt en længere periode med en defekt føler, og da så den næste føler går i stykker, har bilens nødprogram ikke længere kunnet holde motoren kørende.
Fejlene har selvfølgelig også været lagret første gang, da det tyske værksted læste fejlkoder, men i kraft af, at der var så mange fejl lagret, havde de valgt at slette det hele. Efter udskiftning af krumtap og knastføler startede bilen igen.
Også på banen
- Vores udstyr bliver også brugt til chipoptimeringer på banebiler, her gælder det så om at få så meget effekt som overhovedet muligt uden, at motoren tager skade, fortæller Christian Jakobsen.
Evan Skold Clausen er i sommerperioden med ved flere motorløb, hvor rullefeltet bliver brugt til effektmålinger på racerbilerne.
Når motoren kører som den skal, er det selvfølgelig også vigtigt, at undervognen er justeret som optimalt. Til firehjuls udmålinger bliver der brugt et Ravaglioli computerstyret 8 sensors CCD-styretøjsudmålersystem, der kommunikerer med hjul-sensorerne via Bluetooth.
Afbalanceringen foregår på en Ravaglioli med fladskærm og specielle programmer til at afbalancere alufælge.
De specielle aluprogrammer gør det muligt, at afbalanceringsklodserne kan skjules bag egerne på de flotte alufælge.