Hverdagsracer nomineret til årets kvindebil
For første gang herhjemme skal en bil udstyres med titlen Kvindebilen. Et kvindeligt dommerpanel bestående af markante kvinder kårer den 8. juni Kvindebilen 2010. Blandt de nominerede er den hurtige hverdagsracer Seat Leon Cupra R.
Mænds interesse for biler har altid overskygget kvindernes. Men nu er flere kvinder begyndt at følge trop. Singlekulturen og ændringer i kønsroller viser sig i bilforretningerne, hvor flere bilkøbere er kvinder med stærke holdninger til, hvad bilen skal kunne. Flere bilmærker har fået øje på tendensen og går nu sammen om et storslået arrangement: Kåringen af årets kvindebil. Alle bilmærker i Danmark er blevet opfordret til at deltage ved at nominere en bil, og Seat udfordrer nu dommerpanelet og de kvindelige bilister ved at nominere modellen Seat Leon Cupra R en hidsig racer med samme styrke som en Porsche.
- Hos Seat har vi også klassiske kvindebiler som er smukke, rummelige, kører langt på literen og handy at parkere. Men i en konkurrence om at blive årets kvindebil, er vi nødt til at skille os ud fra mængden, og det gør vi med vores mest temperamentsfulde bil som nok skal larme for dommerne, siger direktør Jesper Stoltenberg-Mathiesen, Seat.
Den hurtige Leon Cupra R skal sammen med en række andre bilmærker testes og vurderes af et dommerpanel bestående udelukkende af kvinder. I dommerpanelet sidder blandt andet studievært Andrea Elisabeth Rudolph, sangerinderne Pernille Rosendahl og Szhirley og partiformand Margrethe Vestager. Ikke-kendte kvinder konkurrerer også om to-tre pladser i panelet.
- Hos Seat mener vi ikke, at kvinder på forhånd skal sættes i bås, når det drejer sig om favoritbiler ligesom mænd har kvinder forskellige behov. Den traditionelle "konebil" er under afvikling, og vi oplever i stigende grad stor bredde i, hvad kvindelige bilkøbere efterspørger. Ens for mange er dog design og pålidelighed, og det er under disse kriterier, vi har nomineret Seat Leon Cupra R, siger Jesper Stoltenberg-Matiesen.