Finansloven flytter sorte skyer over autovirksomheder
Forslaget om at ændre på reparationsgrænsen vil betyde, at nyere, ofte miljøvenlige, biler vil blive skrottet, mener SKAD.
Tager man udgangspunkt i de biler, der er solgt de sidste fem år, så er der tale om ofte miljøvenlige biler, der har et lavere brændstofforbrug og lav CO2-udledning.
- Troen på, at man kan hente 120 mio kroner i ekstra registreringsafgift, er helt urealistisk. Som den "autoriserede" forhandlerverden mener, så vil der indgås flere leasingaftaler på mindre biler. Leasingaftaler bringer ikke engang en tredjedel af afgiften i statskassen, og efter få år bliver disse biler jo alligevel eksporteret og går derfor tabt i det danske skattesystem, siger Thomas Krebs, direktør for SKAD.
Nybilssalget vil ikke påvirkes særligt i opadgående retning, som man umiddelbart har taget udgangspunkt i ved vedtagelsen af den nye reparationsgrænse på 55 procent. Derfor må der være en regnefejl i den model, der ligger til grund for de luftkasteller, der er bygget op omkring finanslovsændringen, mener SKAD.
Vil næppe investere i en ny bil
Naturligvis er der ikke mening i at holde liv i 10-15 år gamle biler, hvilket af miljømæssige hensyn er en klar sag. Men sker der en skade på sådan en bil, og bilen skal skrottes, så vil ejeren næppe investere i en helt ny bil, da grunden til at have en gammel bil jo er mangel på penge, vurderer SKAD.
- Hos SKAD mener vi helt klart, at både måden, hvorpå aftalen er kommet i stand, samt baggrunden for de beregninger, der er foretaget, ikke stemmer overens med virkeligheden. Ydermere er en relativt stor lærlingemodtager, som autobranchen er, også ramt igennem finansforliget, siger Thomas Krebs med henvisning til, at man lige har besluttet at forhøje tilskuddet til lærlinge til 70.000 kroner, for at tage en lærling ind i virksomheden.
- Og så sørger man for, at netop disse virksomheder, som typisk er de frie reparatører, ikke længere kan drive en forretning, der tillader dem at ansætte disse lærlinge, også når man kan opnå tilskud. Vi mener, at der ingen harmoni er i det samlede forslag, siger Thomas Krebs.
SKAD er medlem af Håndværksrådet, og de to vil i fællesskab arbejde for, at forslaget ikke bliver til virkelighed.