23948sdkhjf

Til bunds i tallene

INFORMATIONS-SAMFUNDET ER over os. Vi bliver alle bombarderet med oplysninger, fakta og historier konstant. Noget prøver vi at forholde os til, andet bliver sorteret fra i strømmen som uvæsentligt. Mængden af informationer er blandt andet årsagen til, at specifikke nicheprodukter som fagblade ofte oplever succes, fordi blade som Motor-magasinet samler det, der er væsentligt at vide for folk i en branche. Vi sorterer i mængden og bringer det væsentlige, hvilket vi har branchens ord for er med til at klæde mekanikeren, grossisten, lakereren og alle I andre ordentligt på fagligt - nej, vi stiller ikke vores lys under en skæppe.

MEN AF OG TIL må vi give branchefolk ret i, at vi kunne have gjort mere. På side 23 i denne uges fagblad giver en synsmand udtryk for, at forrige uges statistik over bilers kvalitet fra den tidligere statslige bilinspektion umiddelbart kan virke for unuanceret. Her burde der ligge en klart oplyst større detaljeringsgrad over de data, som ranglisten over bilmærker bygger på. At nummerpladelyset på en synsbil ikke virker er selvsagt nærmest ligegyldigt for både sikkerhed, miljø og økonomi - men hvordan vægter en sådan synsfejl? Det gad vi også godt vide.

OFTE FÅR VI den hele sandhed, lige så ofte kun den halve. Det er naturligvis ikke ønskværdigt, hverken journalistisk eller som læser, at føle, at man lades tilbage med ubesvarede spørgsmål. For ikke at sige harme over manglende fakta. På redaktionen er vi, af økonomiske og mandskabsmæssige årsager, ofte nødt til at basere vores viderebringelse af udsagn ud fra, hvad vi bliver budt. Ikke altid hvad vi beder om at få. Aktindsigt, dybe dyk i selskabsdatabaser og detaljerede årsregnskaber er derfor ikke hverdagskost for at få et emne belyst til bunds. Af samme årsag kan vi kun give branchemanden side 23 ret: Færdselsstyrelsen burde snart udnytte sin nye mulighed for at udgive brugbar statistik for samtlige bilsyn efter indførelsen af det nye landsdækkende system til indberetning fra synsstederne. Det vil måske også føre til en afmatning af det, branchemanden kalder mediestunt fra virksomheder, der ikke fortæller hele sandheden. Det kan vi da kun håbe.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109