Fornyet privatleasingkontrakt
En ny leasingkontrakt, som brancheorganisationen Finans og Leasing har udarbejdet sammen med FDM, gør det tryggere at privatlease bilen.
- I takt med at privat billeasing vinder større og større udbredelse, er det naturligt at sikre forbrugernes tillid til produktet ved i samarbejde med FDM at udforme en standardaftale, som er rimelig og afbalanceret i forhold til forbrugerens interesser. I stedet for en minutiøs gennemgang af den konkrete aftale kan forbrugeren nu koncentrere sine kræfter om relevante individuelle forhold såsom det årlige kørselsbehov, biltype, udstyrsniveau og pris, siger Christian Brandt, direktør for Finans og Leasing.
Det fremgår af kontrakten, at leasinggiveren som minimum skal sørge for at servicere bilen, som det fremgår af servicebogen. Endelig bygger kontrakten på en fast pris i hele aftalens løbetid, det vil sige at leasinggiveren ikke pludselig kan hæve prisen.
- Leasingmarkedet har tidligere været præget af leasingkontrakter med uigennemskuelige vilkår, så det er et stort skridt for forbrugersikkerheden, at der er lavet en standardkontrakt. Det har været væsentligt for os, at det er en uvildig, der gennemgår bilen, når den skal tilbageleveres, så leasinggiveren ikke bare kan sende en kæmpe regning til forbrugeren. Og så er det en klar fordel ved kontrakten, at leasingudbyderen forpligter sig til at yde en treårig garanti på bilen, der svarer til en fabriksgaranti på tre år, siger Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM.
Det er frivilligt, om leasingselskaberne tilknyttet Finans og Leasing anvender den nye standardkontrakt, men ønsker forbrugerne en god sikkerhed, bør de vælge at indgå aftaler med leasinggivere, der bruger kontrakten. På Finans og Leasings hjemmeside www.finansogleasing.dk kan man se, hvilke udbydere, der bruger kontrakten.
Den nye leasingkontrakt kan anvendes fra 1. september 2010.
Blåstempling af leasing
Et af landet største leasingselskaber, easyfleet, hilser den nye leasingkontrakt fra FDM velkommen. De ser det som en blåstempling af leasing til private.
Leasing er et stærkt voksende marked i Danmark, der dog fortsat ligger langt efter vores nabolande, når det kommer til leasing af biler til private. Mange danskere har været bange for at kaste sig ud i disciplinen - og det har heller ikke skortet på advarslerne om metoden til at holde bil, mener easyfleet.
- Mange har egentlig set både en økonomisk fordel og en ekstra tryghed i at lease en bil frem for at købe. Alligevel har de droppet tanken, fordi der blev skabt så meget usikkerhed om mulighederne, siger easyfleet-direktør Peter Lorentzen, der mener, at den nye leasingkontrakt, der er udarbejdet i et samarbejde mellem FDM og Finans & Leasing, skaber mere gennemsigtighed i markedet.
- Det har stor betydning, at FDM, som forbrugerne har stor tillid til, er gået med i arbejdet for en god leasingkontrakt. Og resultatet er rigtigt fornuftigt - også set med vores øjne, og derfor har vi heller ikke været et øjeblik i tvivl om, at det er en kontrakt, som vi naturligvis benytter. Kan vi tilføre kunderne ekstra tryghed i deres samarbejde med os, gør vi det gerne, siger Peter Lorentzen.