Rædselsscenariet der udeblev
RESULTATET AF DEN indførte skrotpræmie i Tyskland har, her et år efter, medført en række uheldige konsekvenser, som vi kan beskrive i denne uge. Salget af nye biler går trægt som boomerang-effekt af det kunstigt opskruede salg under den nu afskaffede skrotpræmie, skrotpladser drukner i prisdumpede reservedele til biler, som stort set er ude af markedet, og værksteder må vinke farvel til trofaste kunder. Nok ikke lige det, store dele af den tyske autobranche havde håbet på blot for at holde liv i udsalgsstederne af nye biler. Og den tyske bilindustri havde nok ikke regnet med, at der blev skrottet flere tyske biler end solgt nye tyske under skrotpræmie-ordningen - derimod hittede især de koreanske og japanske biler. Samtidig fik den indførte skrotpræmie, der mere politisk korrekt hed miljøpræmie, mange tyskere til at købe over evne i finanskrisen, med et markant stigende antal af personlig insolvens til følge. Bad luck - bad timing.
HERHJEMME ER BILFORHANDLERNE ved at rejse sig efter krisen, med et naturligt øget bilsalg i det første halvår, der ikke er kunstigt pumpet på grund af præmiepenge. Heldigvis har vi kun set et mindre antal forhandlere bukke under i de smalle tider. Nu samler de resterende fornyet styrke. Ikke mindst til at gå i kødet på den frie del af autobranchen med nye tiltag omkring forbrugeroplysning om prisniveauet for service og reparation, samt faktabaseret kodning af reservedele, som i Tyskland et typisk stringent germansk tiltag, vi kun kan bifalde. Jo mere lys, autobranchen kan kaste over egne forhold, til glæde for kunderne, desto bedre. Det kan ingen klandre. Vel heller ikke de flødeskumsramte frie værksteder, der sikkert heller ikke begræder, at rædselsscenariet omkring skrotpræmier udeblev.