23948sdkhjf

Nordglas føler sig udnyttet af Nordglass

Claus Jensen har i syv år solgt polske bilruder og opbygget en god kundekreds i Danmark og oplever nu, at Nordglass Danmark lukrerer på hans navn gennem syv år. Nu tager han konkurrencen op med ruder fra Guardian.
Claus Jensen, indehaver af Nordglas i Vejle, føler sig dårligt behandlet af den polske virksomhed, Nordglass, som den 1. marts etablerede sin danske virksomhed, Nordglass Danmark A/S, efter, at Claus Jensens virksomhed i syv år har været importør af bilglas direkte fra virksomheden i Polen og har skabt en god og solid kundekreds for disse ruder i Danmark.

- Nu kommer de bare og tager min forretning, som jeg har brugt syv år på at bygge op, og som er kendt som Nordglas og vil sælge bilruder direkte fra importør til værkstederne i Danmark. Jeg skal så skubbes til side. Kunderne kender os og vores navn, og kunderne kan jo aldrig gennemskue, at Nordglass er et andet firma, selv om navnet staves med to s’er. Det udtales jo ens, og jeg har oplevet, at nogle kunder forveksler os, siger Claus Jensen, som driver Nordglas i Vejle.

Claus Jensen holder fast i, at han ikke har tænkt sig at ændre det navn, han har benyttet i syv år. Han har også tre andre kolleger i henholdsvis Thy, Århus og Hedehusene, der hedder Nordglas. Alle fire drives som selvstændige virksomheder, men har et tæt samarbejde. Blandt andet ved at de tre andre virksomheder benytter Claus Jensens it-system til bestillinger og kan trække på hinandens varelagre.

Troede der var en aftale

- Jeg har været inviteret til møde hos Nordglass Danmark, hvor vi talte om muligheder for et samarbejde. Vi havde begge nogle forslag, og jeg kørte hjem med noget, jeg opfattede som en aftale, jeg kunne regne med efter, at vi havde rettet den til. Men en måned senere fik jeg en mail fra Kim Jørgensen, Nordglass Danmarks direktør, hvor han meddelte, at han ikke syntes, jeg passede i deres butik. Det undrede ham, men han fortsatte så med sin egen forretning.

Claus Jensen understreger, at han i dag intet har med Nordglass at gøre. Til gengæld har han fået aftaler med flere andre glasfabrikker, hvor han fremhæver den tyske fabrik Guardian, som er OE-leverandør til flere af de store bilfabrikker.

Opbakning fra kunderne

- Vi har handlet med Guardian tidligere, mens vi også solgte de polske bilruder til lavpris. Den nye aftale med Guardian betyder, at vi nu er i stand til at levere bilruder fra dem i OE-kvalitet – men til lavpris, siger Claus Jensen.

Claus Jensen ser dog meget optimistisk på situationen, da han stadig har aftaler med sine kunder og har fået flere af dem bekræftet i den seneste tid. Han har heller ikke tænkt sig at opgive det navn, han har benyttet nu i syv år og som hans kunder kender og har tillid til.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063