Der skal kun være ét Nordglass
Navnet er registreret varemærke på europæisk plan, så hvis man kalder sig det samme, skal man under vores koncept, siger Kim Jørgensen, Nordglass Danmark A/S.
- Vi har ganske rigtigt haft nogle samtaler, og vi har også prøvet at forhandle om muligheden for et samarbejde med Claus Jensen som en form for business partner. Men han vil ikke rigtigt følge vores koncept med markedsføring, priser og så videre. Da vi samtidig finder ud af, at han er på vej ind i montering og har søgt montører i området, hvilket han har bekræftet over for mig, kunne vi ikke blive enige. Og jeg vil gerne understrege, at vi under ingen omstændigheder vil forbindes med montering. Aldrig!, siger Kim Jørgensen.
- Nordglass Danmark A/S er importør og grossist og er ejet af det polske selskab. Lige så snart firmaet nærmer sig noget, der ligner montering, takker de nej.
Registreret varemærke
Men hensyn til navneligheden, hvor Claus Jensens firma har heddet Nordglas i omkring syv år uden, at der har været protesteret mod det, oplyser Kim Jørgensen, at navnet Nordglass med to ser - er registreret som varemærke på europæisk plan. - Så længe forhandlingerne foregik, har vi ikke haft noget imod, at Claus Jensen benyttede det navn. Men Claus Jensen vil fortsætte med at kalde sit firma Nordglas, og det er også en årsag til, at vi har sagt nej tak til et samarbejde. Kunderne kan ikke finde ud af det, da navnene lyder ens, selv om vi staver dem lidt forskelligt. Så der skal kun være et navn, og så skal det være under vores koncept, hvis man vil være business partner, og så kan vi forhandle en kontrakt men man skal holde sig væk fra montering, fastslår Kim Jørgensen.
Claus Jensen afviser dog over for Motor-magasinet, at han er på vej ind i montering, hvor Kim Jørgensen har hørt det modsatte, og han henholder sig også til Claus Jensens hjemmeside, hvor han søger montører.
Afventer udviklingen
Kim Jørgensen vil nu afvente, hvordan situationen udvikler sig, før han vil tage stilling til, hvad der videre skal ske. Blandt andet om Claus Jensen kan fortsætte med at kalde sit firma Nordglas.
- Foreløbig har vi holdt lav profil, men som jeg hører det nu, kan han ikke bruge navnet mere i og med, at han ikke længere køber Nordglass-ruder. Det er at misvejlede kunderne, når han nu køber ruder fra Guardian, som erstatning for Nordglass. Så må han kalde firmaet noget andet, pointerer Kim Jørgensen, der ikke ønsker nogen "stor krig" med Claus Jensen.