Olieselskaber skal reducere CO2-udledning
Aftale med olieselskaber er for slap, mener SF og R.
Alle partier med undtagelse af Enhedslisten står bag en ny lov om bæredygtige biobrændstoffer, der pålægger olieselskaberne at reducere deres udledninger med seks procent per energienhed. Loven har rod i EUs nye regler for drivmidler, og EU kan senere forhøje denne reduktion til 10 procent.
Olieselskaber er i forvejen forpligtet til at iblande 5,75 procent bæredygtige biobrændstoffer i det samlede salg af benzin og diesel, så kravet til produktionsprocessen er en tak strammere.
Inden vedtagelsen måtte klima- og energiminister Lykke Friis (V) bede Folketinget om at vedtage nu små ændringer. De drejer sig om rettelse af en kommafejl, udtrykkelig fremhævelse af transportsektoren og landtransport som målgruppen samt udskiftning af "energi" med "elektricitet" vedrørende el-leverandørers påvisning af, at den leverede strøm kan måles og overvåges.
Energiordførerne Anne Grete Holmsgaard (SF) og Margrethe Vestager (R) putter malurt i den brede enighed. De kritiserer regeringens frivillige aftale med oliebranchen, som ikke lever op til høje krav om bæredygtighed og energieffektivitet.
Mest muligt af den tvungne andel af VE i motorbrændstoffer bør realiseres ved eldrift og biogasser, mener de to oppositionspolitikere.
Margrethe Vestager opfordrer tillige regeringen til at arbejde for, at kravet til olieselskabernes reduktion øges hurtigst muligt fra 6 til 10 procent.
Energiordfører Per Dalgaard (DF) håber ligesom SF og R, at der anvendes såkaldt andengenerations biobrændsler.