To små stærke fra Abarth
I mange år hørte man ikke meget til Abarth, der lå gemt i en mølpose i Torino på Fiats lagre, men nu sker der igen noget i den lille organisation i Torino.
Den lille Abarth 500C har en ny 1.4 liters benzin motor med turbo, der yder 140 hk og sprinter fra 0-100 km/t på 8,1 sekunder med en topfart på 205 km/t, mens racingversionen, Abarth 500 Assetto Corse, disker op med 190 hk.
Abarth Punto Evo har også 1.4 liters motor, der yder 163 hk og er god for 215 km/t på toppen med 0-100 km/t på 7,9 sekunder. Begge biler er udstyret med masser af elektronik og hele sikkerhedspakken, samt Stop & Go i Abarth Punto Evo.
Da Abarth tidligere var på sit højeste i 60erne og 70erne, vandt polske Sobieslaw Zasada EM i rally i Abarth 500 i årene 1966, 1967 og igen i 1971, og blev nummer to flere år derefter. Dengang var reglementet anderledes end i dag. Her i landet så man blandt andet kendte banekørere som Son Borch Christensen, Arnold Larsen og Steen Mikkelsen i Abarth tunede Fiater, der alle var meget hurtige og populære på banerne.
Men der er meget mere i den glorværdige historie med det berømte scorpion mærke som emblem. Carlo Abarth efterlod sig 10 verdensrekorder, 133 internationale rekorder og mere end 10.000 sejre på banerne.
Født i Wien
Han hed oprindelig Karl Alberto Abarth og blev født i Wien den 15. november 1908. Allerede som 16-årig var han i gang, da han fik et studietilskud hos et designinstitut i Italien. Da han var 19 år, returnerede han til Østrig og fik ansættelse hos Thun Motorcykler, og blev selskabets testkører. Her vandt han et stort baneløb i 1928 i Salzburg. Efter en alvorlig ulykke i Linz 1930 var han ved at opgive banekarrieren, men fortsatte dog på motorcykel med sidevogn, som han selv havde designet.
En ny ulykke i 1939 i Yugoslavien satte en stopper for løb. Karl Alberto Abarth lå på hospitalet i mere end ét år. Efter krigen vendte han tilbage til Italien og skiftede navn til Carlo Abarth, som han mente var mere italiensk. Han fik forbindelse med gamle venner som Ferdinand Porsche, racerkøreren og legenden Tazio Nuvolari, samt præsidenten for fodboldklubben Juventus Piero Dusio, der var manden bag det lille racerfirma Cisitalia med pengene.
Sammen med Ferdinand Porsche, og en tidligere Porsche ingeniør Rudolf Hrushka, byggede han Cisitalia 360, en racervogn med 1493 ccm 12-cylindret motor, der ydede mere end 300 hk. Men Juventus præsident Piero Dusio gik konkurs og flyttede til Argentina, og han tog racervognen med. Det var jo ham, der havde betalt hele udviklingen. Carlo Abarth fik ingen penge for udviklingsarbejdet, og besluttede at starte eget selskab under eget navn med scorpionen som mærke den 31. marts, 1949. Og nu gik det stærkt. Han skrev kontrakt med de bedste racernavne såsom Tazio Nuvolari, Bonetto, Cortese og Scagliarino. Det første år i Abarth selskabet historie vandt modellen Abarth 204 A Roadster det italienske 1100 mesterskab og Formel 2 titlen.
Gang i udstødninger
For at få råd til de mange sportsaktiviteter udviklede Carlo Abarth en ny type udstødning, som ganske vist kostede det dobbelte af en standardudstødning, men som lød bedre. I 1962 fremstillede han 260.000 udstødninger. Der var nu 40 ansatte i selskabet. En god reklame var udstødninger til flere Ferrari biler.
De mange sejre på banerne var ikke nok for den ambitiøse tuner. Han udviklede også et gearskift ved rattet, som en af de første, og han bearbejdede alle de vitale dele i en motor lige fra knastaksel til stempler, stempelringe, ind- og udsugningsmanifold, køleren, pakninger, den tids karburatorer og meget mere.
Men han ville videre. En Fiat Abarth 750, designet af Bertone, havde sat en del hastighedsrekorder på Monza. Over 3743 kilometer med en gennemsnitshastighed på 155 km/t, og han slog rekorden på 24 timer og mange andre rekorder. I det 24. Mille Miglia i 1957 var 20 biler tilmeldt i 750 ccm klassen. Abarth fik alle tre pladser på podiet.
I 1958 rejste Franklyn Delano Roosevelt, søn af den tidligere præsident i USA, til Torino for at underskrive en eksklusiv kontrakt med salg i USA. Det var også i 1958, at Carlo Abarth udviklede det, som i historien er kendt som hans mesterstykke.
Tunede succesen Fiat 500
Det var den nye Fiat 500, der var designet af Dante Giacosa. En ret primitiv bil, og billig at fremstille. Den blev italienernes første køretøj i rigtig mange hjem med 479 ccm motor, der udviklede 13 hk. Abarth fik hurtigt effekten op på det dobbelte og mere til.
Under test af den nye lille bil på Monza over syv dage og nætter satte Abarth 500 syv hastighedsrekorder, én hver dag.
Carlo Abarth arbejde også en overgang for Simca, men det var primært Fiat biler, han havde set sig varm på. Motorerne blev efterhånden lidt større, og Abarth hjalp Fiat med udviklingen af 131 Mirafiori til rally, der vandt en del løb.
Genopstået team
Den 23. oktober 1979 døde Carlo Abarth i en alder af 71 år efter svær sygdom. Navnet fortsatte imidlertid op gennem 80erne under Lancia navnet, og som Fiat Strada Abarth 130 TC med 2.0 liters twin-cam motor, dobbelt karburator med mere, der udviklede mere end 130 hk.
Herefter blev navnet lagt i mølpose. Men i 2007-2008 besluttede Fiat, at det legendariske navn skulle relanceres. Fiat byggede nye faciliteter til Abarth Racing Team med design og produktion, kendt som Officine 83 Mirafiori, hvor der i dag er mere end 100 ansatte, som arbejder videre med Carlo Abarths tanker og idéer.