Jaguar-træf med nyt og gammelt
Jaguar-Danmark viser den nye XJ på Gl. Holtegaard den 13. juni.
Netop dette møde mellem det klassiske og moderne gør det muligt at se den designmæssige udvikling for XJ-modellen igennem de sidste 40 år, oplyser importøren, som er koblet på klubbens arrangement.
Klubben er 13. juni klar med 45-50 biler, mens importøren kommer med 7-8 nye Jaguar-biler.
- Med introduktion af den nye Jaguar XJ tager mærket et kvantespring inden for progressivt og nytænkende design, teknologi og ædelt håndværk. Særligt de nye designelementer har bidraget med den foryngelseskur, der skal bære både modellen XJ såvel som mærket Jaguar ind i fremtiden, siger salgskoordinator Jannik Voss fra Jaguar-Danmark A/S.
Den nye model havde dansk premiere på Biler i Bella i marts, men er siden blevet lidt forsinket. Så den første nye XJ kommer først til Danmark kort før udstillingen i Holte. Der er indtil videre solgt to biler til danske kunder.
Arrangementet afholdes passende i året for Jaguar mærkets 75 års jubilæum, der udover præsentationen af den nye Jaguar XJ tillige er året for Jaguars tilbagevenden til 24-timers løbet ved Le Mans, der bliver kørt i samme weekend som udstillingen afholdes.
Også indenfor på Gl. Holtegaard på Attemosevej 170 er bilen hovedmotiv hos den unge maler Allan Otte. I hans billeder møder vi på én gang naturen fra den mest velkendte og overraskende kant som den tavse kulisse for hverdagens landeveje og pludselige ulykker. Otte har med sine realistiske billeder og store tekniske dygtighed bjergtaget et stort publikum siden afgangen fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2007, og udstillingen på Gl. Holtegaard samler en række af hans seneste værker.