23948sdkhjf

Forudseende nødbremsesystem

Registrering af omgivelserne med radar og videosensorer.
Det forudseende nødbremsesystem fra Bosch går for første gang i serieproduktion. Det støtter bilens fører effektivt i kritiske situationer, hvor der er risiko for en påkørselsulykke.

- Cirka 80 procent af alle bilister bremser slet ikke ved påkørselsulykker eller udnytter ikke bilens fulde bremsekapacitet, siger Dr. Werner Struth fra ledelsen af Chassis Systems Control hos Bosch og sammenfatter en analyse fra GIDAS – den tyske ulykkesdatabase. Systemet fra Bosch hjælper bilens fører med at reagere bedre.

Den tekniske basis er det elektroniske stabilitetsprogram ESP og langdistanceradarsensorerne LRR3 i ACC (Adaptive Cruise Control), der suppleres med en videosensor. Funktionerne anvendes for første gang i den nye A8 fra Audi som en del af "pre-sense"-pakken.

Sensordatafusion

15 procent af alle ulykker med tilskadekomne og dræbte i Tyskland er påkørselsulykker. Forudseende systemer, der tolker trafiksituationen foran bilen, advarer bilens fører, støtter ham/hende og til slut reagerer automatisk, kan reducere antallet af disse ulykker mærkbart, oplyser Bosch.

Jo tidligere og jo mere nøjagtigt scenen foran bilen kan tolkes, jo bedre kan førerassistentfunktionerne hjælpe bilens fører. Ingeniørerne fra Bosch har derfor gjort et samspil af radar- og videodata muligt for at registrere trafiksituationen bedst muligt.

Ud over det effektive bremsereguleringssystem ESPpremium fra Bosch bruger Audi i sin A8 to langdistanceradarsensorer, der er placeret til venstre og højre i kofangeren foran. Sensorerne i den nye generation 3 fra Bosch kan registrere objekter inden for en åbningsvinkel på cirka 40 grader op til en afstand af cirka 250 meter og beregne deres afstand og hastighed. Videokameraet er placeret på højde med bakspejlet bag forruden.

Fordelen ved videoteknik er det høje informationsniveau, der gør det nemt at identificere personer, køretøjer eller trafikskilte, samt vinkeldetektion af objekterne. Radarsignalerne leverer data om afstand og hastighed for objekterne.

Advare, støtte og gribe ind

Registrerer det forudseende nødbremsesystem en potentiel forhindring, for eksempel et køretøj, der sætter farten ned meget hurtigt eller standser op, forberedes bremsen i et første trin på en eventuel efterfølgende nødopbremsning. Bremsereguleringssystemet opbygger umærkeligt et let tryk, således at bremsebelægningerne lægger an mod skiverne og ved en eventuel følgende opbremsning omgående sørger for nedsættelse af hastigheden.

Hvis bilens fører ikke reagerer, og køretøjet kommer nærmere, følger en akustisk advarsel og derefter en automatisk delopbremsning indledt af et kort bremseryk. Hvis der ikke sker en reaktion, og en kollision ikke længere kan forhindres, bremser systemet automatisk ved maksimalt tryk cirka et halvt sekund inden sammenstødet for at reducere påkørselshastigheden og dermed minimere ulykkens omfang, oplyser Bosch.

ACC-funktionen er også blevet udvidet. Ved hjælp af videodataene reagerer systemet for eksempel hurtigere ved overhaling af køretøjer, og når andre biler svinger ind foran. I den nye Audi anvendes signalerne fra videokameraet fra Bosch desuden til automatisk lygtestyring samt til advarsel, hvis man forlader sin vognbane.

Ekstrafunktioner i ESP giver yderligere komfort og sikkerhed. For eksempel kan bakkestarthjælpen forhindre køretøjet i at rulle baglæns på en bakke, og ESP registrerer, om en trailer slingrer faretruende, og hjælper bilens fører med at modvirke dette.

Mange andre systemer og komponenter i den nye A8 kommer også fra Bosch: For eksempel kombiinstrumentet med stort farvedisplay, styreenhed og sensorer i tilbageholdssystemet, en domænestyreenhed samt starter og viskermotor. Til alle benzinmotorer i den nye A8 leverer Bosch forskellige motorstyreenheder, og de to dieselmotorer, der leveres til at begynde med, bruger Bosch-indsprøjtningssystemer med piezoventiler og op til 2000 bar indsprøjtningstryk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062