BMW-ordre til Waeco
Levering af næsten 400 Aircontestere til BMW skaber glæde i Waeco-lejren.
- Der er selvfølgelig blevet lagt vægt på, at vi har knap 30 års erfaring i branchen, ligesom det har haft betydning for BMW, at vores fyldestationer udvikles og bygges i Tyskland, siger salgschef Guido Sasse.
Derudover har der været en række tekniske finesser ved Waecos AirCon-tester, der matchede BMWs ønsker. Det gælder det drejelige display, så teknikeren nemt kan aflæse tryk indefra bilen, den patenterede fugtfri håndtering af olie og spormiddel, nem opgradering til skylleproces samt brugervenlighed.
Godt samarbejde
Hos Waeco glæder man sig over det gode samarbejde med BMW gennem hele udviklingsprocessen. Således har ingeniører fra den tyske bilgigant deltaget aktivt i test- og godkendelsesproceduren af AirCon-testeren.
- Det har været en rigtig god proces. Selvfølgelig har det for BMW handlet om så hurtigt som muligt at få leveret ordren, så deres serviceværksteder kunne komme i gang med at udføre AirConService. Det betyder selvsagt, at vores produktionsafdeling har haft ekstra travlt med at færdiggøre maskinerne i den seneste måned, siger en tilfreds Guido Sasse.
Også i Waecos danske afdeling vækker BMW-ordren glæde:
- En sådan ordre er en anerkendelse af, at de maskiner, som vi sælger, opfylder de krav, som bilfabrikkerne stiller til, at service udføres i henhold til deres forskrifter samt, at vi overholder de internationale SAE-normer SAE J 2099 og SAE J 2788, siger Per Flensted, direktør i Dometic Waeco Denmark.