23948sdkhjf

Modellen som placerede Peugeot på verdenskortet

Peugeot 404-serien fylder i disse uger 50 år. Den franske model fra 1960 var designet af Pininfarina og blev en populær modelserie på mange markeder og placerede for alvor Peugeot som stor bilproducent. 404 blev samtidig lanceret med plads til syv i kabinen i en Kombi-version.

I 1961 kom både 404 Cabriolet og den smukke Coupé, der blev samlet og fremstillet hos Pininfarina udenfor Torino. Den kom også som pickup, taxa og politibil. Den første model var udstyret med 1,6 liters 72 hk benzin-motor. Senere kom 1,8 liter, samt diesel, som Peugeot var blandt de første til at introducere i større skala. Citroën Peugeot PSA blev siden den største producent af diesel-motorer.

Det helt store eksportmarked i de første år med den nye model var i Afrika. Bilens undervogn var som skabt til de dårligere veje og underlag. Det blev samtidig modellen, som indledte en motorsportsaktivitet indenfor rally hos Peugeot, lokalt og i VM-sammenhæng. Peugeot vandt East African Safari Rally fire år i 1963, 1966, 1967 og 1968. Alle gange med lokale hold. Det var den gang, VM-afdelingen blev afviklet i de tre lande Tanzania, Uganda og Kenya.

Senere vandt blandt andet svenske Ove Andersson/Arne Hertz i efterfølgeren 504, og franske Jean-Pierre Nicolas/Jean-Claude Lefebre i 504 Coupé.

Peugeot benyttede rallyaktiviteterne til sin markedsføring i disse lande i stor udstrækning. Peugeot-biler var så populære, at mange brugte biler fra Frankrig blev sendt til Afrika, hvor de blev udnyttet til det sidste. Det fik vi bevis på for en del år siden da vi som tilskuer blev transporteret rundt i Mauritanien under afviklingen af Dakar-Rallyet i en godt brugt Peugeot 404 Kombi stationcar, der var så utæt at vi skulle have beskyttelse for øjne og mund, når vi kørte hen over sanddynerne med en dygtig lokal chauffør bag rattet.

Produktionen af 404 stoppede i Frankrig efter 15 år, men forsatte i andre lande, blandt andet i Afrika, med en samlet produktion på 2,88 millioner enheder. Den sidste pickup forlod samlebåndet i Afrika i 1988. Peugeot fejrer i øvrigt også i år 200 året for selskabets start.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078