23948sdkhjf

Drejebog for en verdensmester

Ambitiøse planer for den danske mester i autolakering, Glenn H. Nielsen, frem mod World Skills om godt et år.
Det var en overrasket 20-årig Glenn H. Nielsen fra MJ Elkjærs Autolakering i Lyngby – i dag Elkjær Gruppen Lyngby – som tilbage i marts kunne lade sig kåre som Danmarksmester i autolakering på Silkeborg Tekniske Skole.

Nu indgår Glenn H. Nielsen, som søndag den 29. august fyldte 21 år, i en ambitiøs plan, som skal gøre ham til verdens bedste, når World Skills løber af stabelen til oktober 2011 i London.

Bagved pilotprojektet, som handler om at give den gas fra starten, står Silkeborg Tekniske Skole, Malerfagets faglige fællesudvalg og FAI.

- Tidligere har de tre danske mestre i autolakering fået flotte placeringer som nr. 4, 6 og 5 ved VM. Nu handler det om at løfte deltageren et niveau, forklarer faglærer Jens Søndergaard Hansen, som håber på autolak-metal hjem til Danmark fra London.

- Fagligheden har typisk ikke fejlet noget, men vi kan helt sikkert bruge noget fra sportens verden, når det eksempelvis handler om mental træning, tilføjer han.

Af samme årsag er Theis Fatum Carlsen tilknyttet Glenn H. Nielsen som coach. Theis Fatum Carlsen er oprindeligt murer, men har siden år 2000 arbejdet målrettet med personlig udvikling og coaching og deltog ved sidste World Skills som dansk holdleder.

- Der er et stort spring fra at deltage ved DM og til VM – det kan slå benene væk under alle på grundt af opmærksomheden og tidspresset, forklarer han.

- Vi skal lave en drejebog over, hvad der skal til, supplerer Jens Søndergaard Hansen om projektet og peger på, at det handler om at lægge så meget træning og så mange konkurrencer ind i skemaet frem til oktober 2011.

Af samme årsag bugner Glenns kalender det næste års tid med coaching dage, fællestræninger i Silkeborg og et kursus i teknisk engelsk, ligesom han skal deltage i de norske mesterskaber den 18.-22. oktober i Lillehammer samt i de åbne franske mesterskaber den 2.-5. februar i Paris. Hertil kommer NM i Silkeborg, som er på vej til at blive de nordeuropæiske mesterskaber, og som formentlig finder sted i uge 26 næste år.

Opbakning

Selv tager Glenn H. Nielsen de omfattende udfordringer stille og roligt. Han blev udlært autolakerer den 8. august, fik bronze til svendeprøven og har nu fået fast ansættelse på værkstedet i Lyngby.

- Vi har store forhåbninger til Glenn, som har den rette motivation og indstilling, mener Jens Søndergaard Hansen.

Det er da ud over DM-guldet også indtil videre blevet til en bronze til Glenn H. Nielsen ved de finske mesterskaber i maj.

En anden central person i Glenn H. Nielsens omfattende forberedelser til World Skills er mester på værkstedet, Michael Elkjær, som selv har været dommer ved alle fire afholdte DM i autolakering. Han er indstillet på at give plads til den ambitiøse træning.

- Jeg er da stolt over Glenns mesterskab og glad på hans vegne, siger Michael Elkjær, som sammen med kollegerne på værkstedet var i Silkeborg i marts for at bakke Glenn op, og som også regner med at tage turen til både Paris og London for at bakke op.

Værkstedet på Firskovvej i Lyngby – tæt op af en masse bilforhandlere – melder i øvrigt om stor travlhed efter sommerferien. Autolakereriet tæller otte medarbejdere, heraf tre lærlinge, og indgår i både Elkjær Gruppen og Lakexperten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092