Elbiler til Taastrup-borgere
Høje-Taastrup Kommune stiller i samarbejde med ChoosEV ti gratis elbiler på vej til borgerne i kommunen.
Projektet skal give kommunen og dens borgere værdifuld erfaring med og viden om hverdagen med en elbil.
Lokale virksomheder tilbydes mulighed for at bidrage til finansieringen af projektet for på den måde at sætte en streg under deres klima-engagement, sikre sig værdifuld viden om elbiler og få del i den synlighed, ti elbiler vil skabe i lokalområdet.
- Vi har sat os ambitiøse klimamål, som kræver at vi handler nu. Derfor vil vi også på transportområdet gøre noget aktivt for, at fremtiden hurtigere bliver til virkelighed. Vi er helt overbeviste om, at med den rette opbakning fra erhvervslivet vil dette projekt blive en succes og give masser af viden om elbiler og ikke mindst et stort antal elbil-ambassadører i Høje-Taastrup kommune, siger borgmester Michael Ziegler.
Del af klimaprojekt
Test-En-Elbil initiativet forventes igangsat til efteråret 2010 og indgår som et af mange initiativer i ECO-Life, et af de største klimaprojekter i Danmark. ECO-Life understøtter en bæredygtig byudvikling i Hedehusene og Fløng et område der i dag har ca. 12.000 indbyggere. Her skal der blandt andet arbejdes med opbygning af vedvarende energianlæg, lavtemperatur fjernvarme-systemer, super-lavenergiboliger, LED-gadebelysning, løsninger til intelligent opladning af elbiler og energirenovering af en række private og offentlige bygninger.
Test-En-Elbil skal finansieres af landsdækkende og lokale sponsorer, og Høje-Taastrup Kommune skal således ikke yde finansielt tilskud til projektet.