Ny uddannelse for mellemledere i Nordvestjylland
Hidtil har ledere været tvunget til at tage et længere merkonomforløb eller en teoretisk HD i ledelse, og det matcher ikke denne gruppes behov. Mange ledere på virksomheder i Nordvestjylland er vokset op på deres arbejdsplads og kan deres fag, men ved ikke særlig meget om ledelse. De kan tage et langt teoretisk kursus, men de har heller ikke tid. Uddannelsescenter Holstebro tilbud til landsdelens mellemledere er et praktisk orienteret, trindelt kursus.
Virksomhedskonsulent Lasse Vester Schmidt fra Uddannelsescenter Holstebro siger, at de typiske nye ledere har godt kendskab til deres virksomhed, men efterlyser inspiration og praktisk forståelse af virksomhedens "mission". Den nye uddannelse "Værdibaseret ledelse i praksis" sætter fokus på virksomhedens værdier og evnen til at styre mellem ejer, direktør og ansatte.
- Den her gruppe ledere er guld værd for deres virksomhed. Flere har ofte års erfaring fra virksomheden, men måske kun et par år som ledere eller skal til at starte på det. De kan i forvejen have gennemført en grunduddannelse i ledelse, men savner nu inspiration til at komme videre, forklarer Lasse Vester Schmidt.
Stor efterspørgsel
Den praktiske lederuddannelse kan tages af alle, men er primært rettet mod mellemledere. Uddannelseskonsulent Marianne Rasmussen hos organisationen Lederne ser frem til det nye tilbud:
- Der er stor efterspørgsel på lederuddannelser. Derfor er det meget positivt, at der kommer flere tilbud. De faglige elementer er meget aktuelle og relevante for mange ledere, siger Marianne Rasmussen.
Det næste kursus begynder 6. september på Uddannelsescenter Holstebro. Uddannelsen er blevet til i et samarbejde mellem Kursuscenter Vest, Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern, Business college Syd, Ålborg Handelsskole, Tradium Erhverv Randers og Uddannelsescenter Holstebro.