Grossist eksporterer sin telefoni-løsning
FTZ Autodele & værktøj A/S har så gode erfaringer med sin Unified Communications løsning, at den er eksporteret videre til virksomhedens norske søsterselskab, Hellanor.
FTZ har en avanceret e-handelsløsning, som står for cirka 53 procent af virksomhedens omsætning. De øvrige cirka 47 procent genereres via virksomhedens telefoni-løsning.
- Vi tager imod ordrer for 6-8 millioner kroner dagligt over telefonen, fortæller Lars Romsøe, IT-chef hos FTZ.
- Så det siger nærmest sig selv, at vores telefoniløsning skal fungere upåklageligt, for ellers er det dyrt i tabte ordrer. Herudover ønsker vi ikke at udsætte vores kunder for dårlig service. Kunderne skal altid kunne komme igennem, fastslår han.
FTZ har en Unified Communications løsning, baseret på Cisco CallManager.
- Inden jeg kom til i 2006, havde virksomheden en hostet telefoni-pakkeløsning hos en af de store teleudbydere. Jeg syntes, den var for dyr og indebar for dårlig service. Så da jeg kom til, købte vi hardware og licenser ud af aftalen og tog i stedet kontakt til Axcess, som blev vores samarbejdspartner på implementering af en Unified Communications løsning hos os selv. Den opgave blev løst så godt, at vi efterfølgende valgte Axcess som leverandør på al IT i virksomheden undtagen ERP, fortæller Lars Romsøe.
I Axcess vurderede man de teknologiske muligheder i forhold til, hvilken type virksomhed FTZ er:
- I løsningen til FTZ valgte vi en IP-platform, baseret på Cisco-teknologi. Det gjorde vi, fordi den kan skaleres op efter behov og tilføjes Unified Communications-funktioner som presence, chat-, sms- og email-håndtering samt video. I en så stærk og udviklingsorienteret virksomhed som FTZ er det vigtigt også at indtænke fremtidige behov, supplerer Kåre Christensen, salgsdirektør i Axcess.
FTZ's telefoniløsning er baseret på den nyeste Cisco-teknologi og integreret med FTZ's kundedatabase. Så når en kunde ringer ind, ved den FTZ-medarbejder, som tager imod opkalder, med det samme, hvilken kunde, der er tale om, og kan se historik på kunden.
Eksport til Norge
I FTZ er man meget tilfredse med sin Unified Communications løsning, og da Lars Romsøe for et par år siden var til et møde i virksomhedens norske søsterselskab, blev han klar over, at nordmændene langt var fra så glade for deres telefoniløsning.
- I Hellanor, vores norske søsterselskab, havde man et telefoni-setup, der var baseret på mobiltelefoner og en webapplikation til konfiguration af løsningen. Problemet med denne var, at den var ekstremt ustabil og ugennemskueligt: Kunderne blev smidt af eller parkeret i lange køer. 30 procent af telefonerne blev ikke taget, hvilket er en katastrofe i en forretning som vores, fortæller Lars Romsøe.
Han er også ansvarlig for IT i Norge og derfor interesseret i at eksportere en velfungerende løsning. Derfor gik man i efteråret 2009 i gang med at lave en plan, der skulle give Hellanor en telefoniløsning, der var fuldstændig magen til den danske, og som også havde Axcess som samarbejdspartner.
Styr på indgående kald
I dag har Hellanor Oslo en velfungerende telefoniløsning med styr på alle indgående opkald. Blandt andet kan de prioritere opkald, holde på opkald og definere en vagtfunktion. Og alt efter den enkelte medarbejders ønske kan man få en traditionel bordtelefon eller en softphone med headset.
Pt. er det norske hovedkontor i luften. Senere følger 14 mindre lokalafdelinger, ligesom man i øjeblikket er ved at undersøge, om sælgerne skal have en mobil løsning.
- Også i Norge har vi i dag en stabil og stærk telefoniløsning, fastslår Lars Romsøe.
- Der står vækst på agendaen i Norge, blandt andet via opkøb. Så det er essentielt, at vi har godt fat i kunderne og i øvrigt har en velfungerende løsning, vi kan skubbe ud, både til eksisterende og kommende lokalkontorer, tilføjer han.
Next stop: Tyskland?
FTZ er delvist ejet af den store tyske Hella-koncern, som også ejer Hellanor.
Også i Tyskland har FTZs telefoniløsning, der nu også er norsk, vakt opmærksomhed.
- I Hella i Tyskland anvender man en løsning fra Siemens. Men de gode resultater med Cisco Unified Communications har givet genlyd helt ned i Tyskland. Så i efteråret vil man sende fem mand fra Tyskland, som gerne vil se på vores telefoniløsning for måske at lade den erstatte deres løsning fra Siemens, fortæller Lars Romsøe.
Gensidig respekt
I Axcess har man stor respekt for FTZ.
- I al den tid vi i Axcess har kendt FTZ-koncernen, har virksomheden været i en rivende udvikling. FTZ har opretholdt og styrket sin position som førende i autogrossist-branchen, blandt andet fordi virksomheden har valgt at være på forkant rent teknologisk, vurderer Kåre Christensen.
Men man behøver ikke være en så stor virksomhed som FTZ, for at det giver mening at tænke i de muligheder, som teknologi giver:
- I Axcess ser vi Unified Communications som én blandt flere muligheder for eksempelvis autobranchen. For teknologien gør det muligt at øge serviceniveauet ved hjælp af løsninger, der henter al relevant information i kundedatabaser. Hermed har medarbejdere med kundekontakt overblik over kundehistorik, rabatsatser og andet, der gør det muligt at levere hurtig og god service, påpeger Kåre Christensen.