Moberg forlader elbil-selskab
Better Place udnævner Morten Leth som midlertidig CEO i Danmark.
- Jeg er ked af Jens beslutning om at forlade virksomheden, men vi har et imponerende team på plads i Danmark, som jeg har stor tillid til vil levere, det der skal til i form af løsning og services for at sikre vores kommercielle lancering i anden halvdel af 2011, siger Shai Agassi, grundlægger af Better Place.
- Vi vil arbejde tæt sammen med den danske bestyrelse om at finde en ny CEO, der skal stå i spidsen for den næste vækstfase i Danmark. Vi arbejder fortsat fokuseret på til næste år at levere en løsning, der gør det mere bekvemt og billigere for danske bilister at køre og eje en elbil, tilføjer han.
- Vi havde i sidste uge mulighed for at se og opleve, hvor langt Better Place er nået i Israel, både når det gælder udviklingen af løsningen og markedsparathed og ser frem til at kunne tilbyde en lignende model til de danske forbrugere, siger Lars Clausen, koncerndirektør for salg og distribution i DONG Energy og bestyrelsesmedlem i Better Place Danmark, ifølge en pressemeddelelse.
I en kommentar til sin beslutning om at fratræde sin stilling, siger Jens Moberg:
- Better Place har en omfattende plan for Europa, som vi er blevet enige om, at jeg ikke var den rette til at stå i spidsen for. Jeg har derfor besluttet at træde tilbage som CEO for Better Place Danmark og lade Better Place fortsætte under ny ledelse. Jeg er stolt af det, vi har opnået i Danmark og vil gøre mit til at sikre den bedst mulige overgang til den nye ledelse. Better Place har udviklet sig hurtigt fra den spæde opstartsfase til den operationelle fase med en klar plan for kommerciel lancering næste år. Jeg har fuld tillid til det team, som jeg har bygget op i Danmark.
ter Place
Danmark er sammen med Israel det første land, hvor Better Place-løsningen udrulles, og det danske netværk vil stå klar i 2011. I Danmark har Better Place indtil nu indgået aftaler med Københavns Kommune samt kommunerne Odense, Rudersdal, Fredericia, Kolding, Middelfart, Morsø, Frederikshavn, Høje-Taastrup, Solrød, Kalundborg, Roskilde, Skanderborg, Holstebro, Gladsaxe, Herlev og Århus. Better Place er en privatejet virksomhed med hovedsæde i Californien og opererer foruden Danmark og Israel også i Australien. Mere på www.betterplace.com/danish/