Syv millioner VW-biler i år
I årets første ni måneder er VW, med tilhørende mærker såsom Audi, Seat og Skoda, steget med 12,7 procent til ny rekord på 5,4 millioner, og man regner med, at Porsche kommer med i klubben meget snart. Suzuki, som VW ejer 20 procent af, tælles endnu ikke med.
I 2012 runder VW otte millioner køretøjer og i 2015 10 millioner, mener VW ledelsen. Det helt store marked for VW er Kina, hvor salget er steget med 39 procent i år. Der planlægges yderligere to fabrikker i Kina i løbet af de næste tre til fire år, som skal fordoble produktionen til tre millioner enheder før 2015, og næste forår tager VW en ny fabrik i brug i Chattanooga, Tennessee i USA, der primært skal forsyne markedet i Nordamerika.