Det skal ikke gøre så ondt
Ny sensor i kofangerne forøger fodgængeres chancer for at overleve en påkørsel.
En nyudviklet sensor, udviklet af Continental i samarbejde med Daimler, består af en ny type luftslange forbundet til to tryksensorer i kofangeren, som fremover skal forbedre fodgængernes sikkerhed.
- De nye sensorer registrerer med det samme, hvis en bil påkører en fodgænger. Inden for 10-15 millisekunder løftes kølerhjelmen af særlige løftestænger. Dette skal reducere risikoen for, at en fodgænger dør eller kvæstes alvorligt af at ramme motorblokken, der ligger lige under motorhjelmen. Den ekstra centimeter, der skabes mellem hjelmen og motoren skaber en værdifuld plads, der i betydelig grad skåner fodgængeren, siger Georg Nielsen, adm. direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.
Kollisionssensoren består af en trykslangesensor, der er lagt på tværs af bilens forreste kofanger. Slangen ligger bag en skumblok, der absorberer energi. Standardiserede tryksensorer i hver ende af den luftfyldte trykslange måler eventuelle ændringer. Den samme type sensor anvendes til at aktivere airbags i siderne.
Mærker hvor bilen rammes
- Når et køretøj kolliderer, skaber kofanger og skumblok et pres på slangen, der resulterer i en bølge. To sensorer i enderne af slangen registrerer bølgen og sender signalet videre til en styreenhed i airbaggen. Her identificerer avancerede kollisionsudregninger, i en ny software, der kædes sammen med informationer om bilens hastighed, sammenstødet i løbet af en hundrededel af et sekund, siger Georg Nielsen.
Systemet kan desuden måle, hvor bilen rammes, eksempelvis forreste højre hjørne eller midt på køretøjet. Dette gør det muligt at aktivere de sikringssystemer, der er mest effektive i ulykker i bytrafik i forhold til bilens hastighed ved ulykken.
Den såkaldte trykslangesensor kan integreres i alle køretøjer uanset design. Med andre ord skal designere ikke tage højde for, at der skal gøres plads til teknologien, hvis en bilmodel skal redesignes.
Mand eller barn
Systemet skal ikke kun leve op til de retlige krav, der beskytter trafikanter til fods, eller standarderne der bruges i Euro NCAPs kollisionstest. Sensorsystemet skal også registrere alle typer påkørsler, uanset om bilen rammer en voksen person eller et barn.
- Målingen af personens størrelse bliver dog besværliggjort af, at systemet samtidig skal kunne differentiere mellem en påkørsel af en person og stød, der opstår, hvis bilen bumper ind i kantstenen med den forreste spoiler eller påkører et lille dyr, siger Georg Nielsen.