23948sdkhjf

Specialist i fælge på vækstkurs

Alcar Danmark har vendt udviklingen.
Landets største leverandør af stålfælge og aluminiumsfælge til biler og lastvogne, Alcar Danmark A/S i Skovby ved Århus, har vendt udviklingen og præsterer nu atter vækst og overskud efter at være hårdt ramt af krisen.

- Hele branchen har lidt under finanskrisen og dykket i bilsalget. For os var det foregående regnskabsår et møgår med et utilfredsstillende resultat. Men nu går det den rigtige vej. Vi er klar med et markant forbedret regnskab og har i første kvartal af 2010/2011 haft en vækst på 20 procent over budgettet, siger adm. direktør Per Kloster, Alcar Danmark, til Børsen.

Den tidligere familieejede Skovby-virksomhed blev sidst i halvfemserne solgt af Ejlersgaard til den østrigske koncern Alcar Group, der producerer stål- og alufælge.

Den østrigske ejer, Alcar, omsatte for 1,6 milliarder kroner og fik et driftsoverskud på 158 millioner kroner i 2008/2009.

I Danmark voksede omsætningen i 2009/2010 med 13 procent til 63 millioner kroner fra 56 millioner året før. Den hårde vinter betød større salg af vinterdæk og dermed også fælge. Resultatet før skat blev et overskud på 1,5 million kroner mod et underskud på knap to millioner 2008/2009. En forbedring, som skyldes benhård omkostningsstyring med blandt andet afskedigelse af en medarbejder og nulvækst i lønningerne.

- Som ejet af en producent har vi direkte indflydelse på design og logistik og kan agere hurtigere i markedet end vore konkurrenter, der udelukkende er importører af produkter købt hos en fremmed leverandør. Logistik er helt afgørende for vores forretning. Måske kan man få fælgene billigere et andet sted, men leveringen tager længere tid. Vores styrke er, at vi kan levere store partier fra dag til dag, siger Per Kloster ifølge Børsen.

Ikke mindst takket være fremgangen i nyvognssalget i Danmark forventer han med et forsigtigt skøn en vækst på 10-15 procent i omsætningen i 2010/2011 og et bedre resultat end året før.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078