FDM med i Europas største elbil-forsøg
ChoosEV står bag forsøget, og herfra vurderer direktør Henrik Isaksen, at det er af stor vigtighed, at FDM er med som partner i forsøget.
- FDM er en uhyre vigtig partner for os. Det er jo blandt de nuværende bilister, at vi skal finde fremtidens el-bilister, og vi vil gerne gøre det så godt som overhovedet muligt fra begyndelsen. Derudover er der noget værdifuldt i at have kritikere med, for dermed bliver elbilen tjekket ekstra godt i sømmene, og det er ingen skade til, udtaler ChooseEVs direktør Henrik Isaksen.
Klogere på ny mobilitet
Hos FDM er man interesseret i at tage sig af de 2400 testpiloter, der deltager i forsøget, og i at få del i den enorme mængde data, som forsøget genererer. FDM sikrer deltagernes interesser blandt andet ved at hjælpe med at lave kontrakter til deltagerne.
- Det er en spændende tid for transport lige nu med stort fokus på at finde alternativer til olien. I FDM er vi glade for at kunne være en del af Europas største elbilforsøg, der vil give et unikt indblik i elbilernes muligheder og udfordringer set med brugernes øjne. Elbilen vil uden tvivl komme til at spille en stor rolle i fremtidens transport, og med deltagelse i projektet ønsker FDM, at være på forkant med udviklingen, udtaler FDM"s chefkonsulent Torben Lund Kudsk.
De første testkørere er fra Høje Tåstrup kommune, og de får deres elbiler den 3. december. Herefter startes forsøget op i yderligere 29 kommuner. Man kan læse mere om forsøget på www.testenelbil.dk