23948sdkhjf

Walk-in-biludlejning

Avis Biludlejning i Danmark klar med nyt system: Lej bilen uden for normal åbningstid med ny interaktiv kiosk, den såkaldte A-kiosk. Uden forudbestilling eller kundekort bliver det fleksibelt med denne nye service inden for automatverdenen at leje og afhente en bil, lover Avis.
Avis Biludlejning giver nu begrebet "avis-kiosk" en ny mening. I løbet af i år introducerer Avis sine helt egne såkaldte A-kiosker i Danmark. I første omgang bliver der ti af slagsen, hvor den første allerede står klar i Kastrup Indenrigslufthavn.

I årtier har det været muligt gennem diverse drive ins at skyde genvej til det gode måltid og den hurtige kaffe. Nu er denne fleksibilitet i måden at foretage sine køb kommet til biludlejningsbranchen selv. Det verdensomspændende biludlejningsfirma Avis introducerer nemlig nu intet mindre end en kiosk, der gør det muligt at leje sin bil, når man har brug for det, og hvor man har brug for det. En slags walk in-løsning om man vil.

- Avis’ nye A-kiosker kan betjene kunder uden for normal åbningstid. Kioskerne kan opstilles, hvor Avis i dag ikke er repræsenteret, for eksempel mindre lufthavne og større hoteller. Med kioskerne kan vi hjælpe en kunde, der uden for et udlejningskontors åbningstid havde mødt en lukket dør, siger landechef for Avis Biludlejning i Danmark, Philip Schack, og tilføjer:

- I modsætning til andre biludlejningsselskabers kiosker, giver vores mulighed for en direkte menneskelig dialog mellem kunden og vores udlejningsassistent, og imødekommer alle kunder, der har brug for en bil her og nu.

Samme service

Med A-kiosken kan kunden afhente en forudbestilt bil eller på stedet leje en bil, få udskrevet sin lejekontrakt og betale med almindelige kreditkort.

Da man via A-kiosken bliver personligt betjent igennem hele processen, oplever man det samme serviceniveau, som hvis man blev betjent ved skranken. Man kan for eksempel hurtigt få udskrevet en liste over hoteller eller lignende informationer. Denne nye service er helt nyt inden for automatverdenen, hvor det hidtil ikke har været muligt at identificere en kunde på afstand og uden for de almindelige åbningstider, oplyser Avis.

Første interaktive A-Kiosk

Avis har allerede installeret den første interaktive A-kiosk i Københavns Indenrigslufthavn, som kunderne straks har taget til sig. Mogens Øllgaard, ingeniør hos Oticon A/S, har allerede taget den nye service til sig og siger:

- Mit første indtryk af A-kiosken er godt, det giver en god service uden for lokalkontorets åbningstid og en stor fleksibilitet. At man er i kontakt med en udlejningsassistent under hele forløbet er en ekstra service.

I løbet af året udvides antallet af A-kiosker landet over.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063