23948sdkhjf

Bremsespecialist oplever 30 procent fremgang

Fynske Budweg Caliper har ikke mærket særlig meget til krisen de senere år, men dog en mindre nedgang i regnskabsåret 2008/2009, med overskud år efter år.
- Vi har undgået krisen, men har oplevet en lille tilbageholdenhed hos nogle kunder, men der ryger så mange varer over disken dagligt, som vi aldrig tidligere har oplevet, fortæller adm. direktør Thomas E. Larsen hos ombytnings- og renoveringsvirksomheden Budweg Caliper i Odense. Han fortæller desuden, at omsætningen i år stiger med cirka 30 procent mere end i 2009, der også var et rimeligt fornuftigt år. Regnskabsåret er ændret til at følge kalenderåret fra i år.

- Det bliver sjovt at se de endelige regnskabstal i starten af 2011. Jeg kan ikke give en entydig forklaring på, at indtjeningen er væsentligt forbedret, men den lange vinter sidste år har haft en positiv betydning for omsætningen. Der blev flere gange meldt om tomme saltlagre. Kombinationen af metal, salt og fugt har helt sikkert en effekt på vort salg, men også at vi blandt andet har valgt nogle kunder fra, som ikke mente, at samarbejdet skulle være en win-win-situation, men snarere en win-loose-situation. Det kostede nogle kroner i første omgang, men det er sjovere at handle med loyale kunder.

- Tabet har vi nu absorberet, men det skyldtes sikkert også, at mange kunder kørte deres lagre helt i bund, som følge af den økonomiske krise, men det er historie, siger Thomas E. Larsen. Samtidig blandede producenterne af calipre til nye biler sig i markedet for renoverede calipre i 2008/2009".

Nyt lastvognsprogram

Budweg udstillede på Automechanika messen i Frankfurt i september, og havde inviteret en del af medarbejderne med, der aldrig tidligere havde oplevet så stor en udstilling. Det gav dem en stor oplevelse, som de fortsat taler om i firmaet, ligesom der er skrevet en del i firmaets personaleblad af enkelte medarbejdere.

- Vi præsenterede vort nye program i lastvogns calipre. Der var meget stor interesse med opfølgning efter udstillingen, som vi fortsat er i gang med. Det er en helt anden type kunder til lastvogns-calipre. Det nye program tegner meget positivt, siger Thomas E. Larsen.

Budweg udstiller ikke på brancheudstillingen i Paris, fordi den er meget fransk, som direktøren udtrykket det. Og så er der det evigt tilbagevendende problem med sproget. Efter flere mislykkede forsøg har Budweg dog nu fået en stor fransk kunde med hovedsæde i Paris og afdelinger rundt i landet, der klarer det flot.

FTZ Messen herhjemme hvert år er meget vigtig, plus en del lokale messer hos tyske kunder.

- Hvis vi ikke har varen, kan vi ikke sælge den. Det gælder for såvel grossisten, som for os som leverandør. Øvelsen i år og næste år går ud på at fastholde vor leveringsevne. Jeg tror, at vi visse steder er ændret fra B-leverandør til A-leverandør. Denne position skal vi søge at fastholde, siger Thomas E. Larsen.

Vokser med kunderne

Han tilføjer, at Budweg vokser sammen med sine kunder.

- Det er FTZ i Danmark et tydeligt eksempel på, men også i mange andre lande, som giver os en stigende omsætning år efter år. De tyske kunder vokser meget i de gamle østlande, og i Finland har vore importører traditionelt gode aftaler med russerne. Det er udviklinger, som vi oplever dagligt med øget salg.

Der kan være perioder, hvor det kniber med at finde brugte calipre nok til renovering, så der må findes alternativer. Et af disse alternativer er en fabrik i Busan i Sydkorea, hvor noget af arbejdet i Odense er flyttet ud, også som led i en kraftig rationaliseringsproces. I Odense er der også rationaliseret så meget, at produktionen i Odense er blevet meget mere rentabel, og enkelte processer er flyttet tilbage fra Sydkorea til Odense.

Som så mange andre i industrien har Budweg Caliper også været inde og se på, hvad der er værdiskabende processer, og hvad der ikke er. Thomas E. Larsen kan ikke dy sig for under samtalen med Motor-magasinet til at komme med en stikpille til politikerne på Christiansborg.

- De forstår ikke industriens problemer. Den danske fordelingspolitik lammer alt. Det bliver ikke sjovt at være dansker om 10-15 år.

Ekstra månedsløn

Alle mand på "skibet" Budweg Caliper trækker i dag samme vej, hvor nogle tidligere trak den anden vej. De timelønnede har en bonusordning. Det har funktionærerne ikke. Det fik virksomheden til at udbetale en ekstra månedsløn til funktionærerne på grund af det gode resultat i år, og Thomas E. Larsen betoner, at uden gode medarbejdere, havde det ikke været muligt.

Hvordan ser han fremtiden og 2011?

- Uha, det er svært. Hvis jeg havde budgetteret med den omsætningsstigning, vi har oplevet i år, da jeg lavede budget sidste efterår for 2010, var jeg helt sikkert blevet erklæret syg i hovedet. I 2011 forventer vi samme niveau som i år. Vi er nok lidt konservative, siger direktøren.

Overvejer nybyggeri

Budweg har købt en stor grund i den sydlige del af Odense, som der eventuelt bygges på.

- Vi vender skråen jævnligt og vurderer, om vi skal gå i gang med byggeriet. Der ligger store rationaliseringsgevinster i at gøre det, som kan betale omkostningerne, men vi ser fortsat tiden an, siger Thomas E. Larsen.

Budweg Caliper har i dag 85 ansatte. I 2002 var der 131. Bruttofortjenesten i 2007/2008 var 43,0 millioner kroner. Året efter 32,1 millioner, og i 2009-2010, 47,8 millioner kroner med et resultat efter skat på 8,7, 3,3 og 11,8 millioner kroner.

Det mindre overskud i 2008-2009 skyldes blandt andet eftervirkningerne af krisen, samt producenter af nye calipre, der blandede sig i eftermarkedet for renoverede bremser.

Budweg selskabet blev startet af Henning Larsen tilbage i 1978, og ejes i dag af de to sønner Thomas E. Larsen og Jan Uwe Larsen, som er ansvarlig for produktionen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09