Nordic Forum vil til tops
Grossistenheden Nordic Forum på vej op imod fire milliarder kroner i omsætning.
- Vi har store vækstplaner og går nu efter en totalomsætning på op imod fire milliarder kroner inden for en kort årrække, bebuder FTZs CEO og Nordic Forums præsident, Jens Sørensen.
- Vi har igangsat de næste planer i Norge, Finland og Polen, ligesom vi er inde i et større analysearbejde af nye tilgangslande. På toppen har vi netop skrevet nye storaftaler med flere nye og velkendte storleverandører, herunder blandt andet Valeo og Denso. Vi nærmer os 40 hovedaftaler, såkaldte partner-aftaler, som indeholder bredt dækkende og krydsende nøgle-produktlinjer, uddyber Jens Sørensen.
Med de 40 er Nordic Forum dækkende på de allervigtigste produkter, oplyser han.
Nordic Forum er desuden ved at lægge sidste hånd på en fælles arbejdsmanual som sikringsinstrument for fælles standarder. Hertil skal en Nordic Forum IT Portal benyttes som informationsudvekslingsplatform. FTZs IT-chef, Lars Romsøe, skal her sørge for endnu flere synergier for gruppen.
- Som det sidste har vi netop ændret organisationsstruktur i Nordic Forum på grund af det høje aktivitetsniveau. Vi skal have flere projektfolk og analytikere involveret. Det har ført til tilgang af to tyskere, Johannes Schade og Andreas Helwich, ligesom Kai-Petteri Purhonen fra Finland og Jens Sørensen fra FTZ er de to retningsgivere for hele Nordic Forum gruppen.
Til at koordinere det hele er FTZs direktionssekretær, Susanne Adam Møller.